Rambøll Head Office (RHO) i Københavns Ørestad er et af de største og mest spændende danske domicilbyggerier i nyere tid. Dissing+Weitling har designet det 40.000 m2 store hus der med 1800 arbejdspladser samler de danske Rambøll-selskaber under ét tag.
Domicilet er ned til mindste detalje designet til at understøtte virksomhedens visioner om udvikling, samarbejde og vidensdeling. Disse visioner har Dissing+Weitling omsat i et arkitektonisk hovedgreb der er inspireret af Barcelonas livlige handelsstrøg, La Rambla.
Ramblaen samler hele huset både horisontalt og vertikalt via indskudte dæk og balkoner og leder som en stor bevægelsesmaskine medarbejdere og besøgende ubesværet rundt mellem de 8 etager.
Det er ved hjælp af ramblakonceptet overraskende nemt at orientere sig i det store hus, og man får en fornemmelse af at kunne overskue hele huset på én gang. Samtidig har arkitektekterne lagt stor vægt på at skabe en klar overgang fra de sociale fællesarealer til de rolige kontorområder. Medarbejderne sidder i mindre lommer tilbagetrukket fra husets flow, placeret ved facaderne så alle har udsigt og dagslys.
Ramblaen skaber en blød overgang mellem Ørestads omkringliggende byrum og RHO’s indre bevægelsesrum. Visionen er at styrke interaktionen mellem husets indre aktiviteter og det kommende byliv udenfor. De forbipasserende vil således kunne følge livet i huset gennem den transparente facade som vil præsentere Rambøll som en åben og aktiv virksomhed og puste liv i den nye bydel.
Her nedenfor kan du høre Partner og Arkitekt Stig Mikkelsen fra Dissing & Weitling fortælle om byggeriet.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.