Kommunens afgørelse er ikke i overensstemmelse med forvaltningslovens bestemmelser om begrundelse og partshøring. Derfor ophæver Vejdirektoratet Gentofte Kommunes afgørelse. Sagen hjemvises til fornyet behandling.
Du har i klagen anført, at kommunen ønsker at udvide det areal, I som grundejere skal vedligeholde, ved i praksis at flytte en skellinje fra bunden af en skråning til toppen af skråningen. Skellinjen i bunden af skråningen svarer til den linje, kommunen har vedligeholdt de 16 år, I har ejet ejendommen og efter jeres vurdering nok også i 30-40 år og måske længere. Du har anført, at kommunens begrundelser er usande og udokumenterede. Kommunen har således begrundet påbuddet med, at stien er blokeret for passage og grene går på tværs af stien, at der er modtaget klager over manglende passage, at der er udarbejdet en samlet plan for området, som skal genoprette gamle skellinjer, og at kommunen ikke har kunnet vedligeholde arealet pga. beplantning.
Vejdirektoratet kan konstatere, at kommunen med spraymaling på jorden har markeret det vejledende skels placering. Dette er en faktisk oplysning, som ikke kan antages at være til gunst for modtageren af påbuddet, og derfor skal modtageren partshøres over oplysningen forud for afgørelsen. Kommunen har ikke foretaget partshøring over dette, hvilket er i strid med forvaltningslovens § 19, stk. 1.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.