Vejdirektoratet opretholder Viborg Kommunes påbud om nedlæggelse af ulovlig etableret adgang til B men ophæver de af kommunen stillede vilkår. Kommunen har ikke konkret begrundet, hvorfor det af trafiksikkerhedsmæssige årsager er nødvendigt at fjerne port og etablere hegn mv. på din ejendom. Det er Vejdirektoratets opfattelse, at vilkåret derimod er baseret på en formodning om, at du fortsat vil bruge den ulovlige adgang. Det er efter Vejdirektoratets vurdering usagligt. På det foreliggende grundlag og ud fra en proportionalitetsvurdering, er vilkåret derfor ikke lovligt.
Viborg Kommune meddeler påbud om nedlæggelse af adgang til den offentlige vej B, idet kommunen vurderer, at det ikke er muligt at lovliggøre adgangen, jf. vejlovens § 136, jf. § 49. Lovliggørelsen kan ske ved, at porten fjernes, og der etableres et hegn mod vejen, eller ved at porten blændes af, så den ikke kan åbnes, så adgangen ikke længere kan benyttes. Arbejderne skal være udført senest 1. juni 2019.
B er en kommunevej, der administreres af Viborg Kommune, jf. vejlovens § 3, stk. 1, nr. 2, jf. § 7. Der er tale om en fordelingsvej, der ender blindt. Ejendommen B 16 har en lovlig adgang til en ud af de i alt seks sideveje til fordelingsvejen (stamvejen). Der er lagt belægning (brosten) i rabatten samt opsat en jernport på selve ejendommen ved adgangen til fordelingsvejen.
Viborg Kommune oplyser, at påbuddet ikke omhandler parkering af autocamper i haven men alene den ulovligt etablerede adgang. Autocamperen kan frit parkeres i haven, hvis det sker ad en lovlig etableret adgang.
Du er ikke enig i afgørelsen, da det ikke er hver dag, du kører din autocamper ud af haven, hvilket kun sker ca. 15 gange om året. Du kan ikke se, at det generer nogen. Hvis du ikke kan holde i din have, kommer du til at holde på vejen til gene for naboer.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.