Fra den 1. januar 2020 skal kommunerne ikke længere udføre den tekniske byggesagsbehandling på brand- og konstruktionsområdet. Dokumentationen af brandsikkerhed og konstruktive forhold i bygninger skal fremover varetages af certificerede rådgivere.
Overgangsperiode
Bygningsreglement 2018 (BR18) og bekendtgørelse om certificeringsordning for dokumentation af tekniske forhold i bygningsreglementet trådte begge i kraft den 1. januar 2018 med en overgangsperiode, der udløber den 31. december 2019.
For brand- og konstruktionsforhold betyder det, at det fra den 1. januar 2020 vil være certificerede statikere og brandrådgivere, der dokumenterer og kontrollerer, at bygningsreglementets tekniske bestemmelser vedrørende brand og konstruktioner er overholdt.
For at der kan blive certificeret et tilstrækkeligt antal statikere, vil der på konstruktionsområdet være en overgangsperiode på 6 måneder. I overgangsperioden vil det være muligt at anvende en statiker, som er anerkendt efter de hidtidige regler i stedet for en certificeret statiker.
Nye vejledninger
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har udarbejdet en række nye vejledninger, der bl.a. omhandler, hvordan den certificerede rådgiver skal arbejde, og hvordan dokumentation og kontrol skal udføres.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.