Dommen omhandler: Præjudiciel forelæggelse – offentlige tjenesteydelsesaftaler – sundheds- og socialvæsen – tildeling uden om reglerne for indgåelse af offentlige aftaler – behovet for at overholde gennemsigtighedsprincippet og ligebehandlingsprincippet – begrebet »klar grænseoverskridende interesse« – direktiv 92/50/EØF – artikel 27
Kilde: curia.europa.eu
Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Rådets direktiv 92/50/EØF af 18. juni 1992 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige tjenesteydelsesaftaler (EFT 1992, L 209, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/52/EF af 13. oktober 1997 (EFT 1997, L 328, s. 1) (herefter »direktiv 92/50«).
Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem, på den ene side, Oftalma Hospital Srl (herefter »Oftalma«) og, på den anden side, Commissione Istituti Ospitalieri Valdesi (CIOV) (udvalget for valdesiske hospitaler, Italien) og Regione Piemonte (Piemonte region, Italien) vedrørende vederlaget for en række sundhedsydelser, som Oftalma har leveret i henhold til en aftale indgået med CIOV (herefter »den omhandlede aftale«).
EU-domstolen fandt bl.a.:
Når en ordregivende myndighed tildeler en tjenesteydelsesaftale, der er omfattet af artikel 9 i Rådets direktiv 92/50/EØF af 18. juni 1992 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige tjenesteydelsesaftaler, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/52/EF af 13. oktober 1997, og som derfor i princippet alene er underlagt direktivets artikel 14 og 16, skal denne imidlertid ligeledes overholde de grundlæggende regler og almindelige principper i EUF-traktaten, herunder navnlig ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet samt det krav om gennemsigtighed, der følger heraf, forudsat at aftalen på det tidspunkt, hvor den blev tildelt, havde en klar grænseoverskridende karakter, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
Artikel 27, stk. 3, i direktiv 92/50 skal fortolkes således, at den ikke finder anvendelse på de offentlige tjenesteydelsesaftaler, som er omfattet af direktivets bilag I B.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.