Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har offentliggjort sin evaluering af den danske udbudslov, der trådte i kraft 1. januar 2016. Evalueringen viser blandt andet, at udbudsloven samlet set har bidraget til at skabe mere klarhed over reglerne for offentlige indkøb og udbud.
Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, siger:
“Vi kan konstatere, at der samlet set er tilfredshed med udbudsloven, som blev indført i 2016, men også at loven kan forbedres på nogle områder. Evalueringen er overdraget til erhvervsminister Simon Kollerup med henblik på, at ministeren kan tage stilling til den videre politiske proces, og bliver nu offentliggjort.”
“Der er tale om en faglig evaluering af udbudslovens bestemmelser. Vi har undervejs modtaget mange gode og konstruktive bidrag fra repræsentanter fra tilbudsgiver- og ordregiversiden.”
“Udbudsreglerne er forankret i reglerne for det indre marked og skal blandt andet sikre ligebehandling og gennemsigtighed samt modvirke for eksempel korruption. Reglerne bidrager til effektiv konkurrence om de opgaver, der ønskes varetaget af private aktører.”
I november 2015 vedtog Folketinget udbudsloven og implementerede dermed for første gang reglerne i EU’s udbudsdirektiv i en dansk lov. Hidtil har udbudsdirektivet været implementeret ved bekendtgørelse. Det blev i den forbindelse fastsat, at loven skulle evalueres i 2020.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har nu offentliggjort evalueringen. Den viser blandt andet, at op mod 80 procent af ordregiverne er helt eller overvejende enige i, at loven understøtter mulighederne for effektiv konkurrence, og godt 90 procent af dem har tilkendegivet, at loven understøtter ligebehandling af tilbudsgiverne.
Evalueringen blev igangsat med en offentlig høring, og en stor del af rapporten bygger på de indkomne svar. Siden har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen holdt opfølgende møder med interessenter, og en teknisk arbejdsgruppe med ekstern deltagelse har fulgt arbejdet med evalueringen.
På baggrund af de indkomne bidrag fra interessenterne fokuserer evalueringen på følgende temaer: Små- og mellemstore virksomheders deltagelse i udbud; ændringer i udbudsmateriale og indgåede kontrakter; fleksible udbudsprocedurer; ESPD og dokumentation, rammeaftaler, sortimentsudbud og dynamiske indkøbssystemer; udelukkelser og self-cleaning; indkøb under tærskelværdier samt samfundsansvar ved offentlige udbud.
Inden for hvert af de udvalgte temaer vurderes de centrale udfordringer og løsningsmuligheder i henhold til den eksisterende udbudslov og de EU-retlige rammer.
Rapporten indeholder alene en faglig evaluering af udbudsloven. Den er nu overdraget til erhvervsminister Simon Kollerup, som vil forestå den politiske opfølgning af evalueringen.
Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.