Andelen af befolkningen, der bruger AI ugentligt, er fra 2024 til 2025 steget fra 17 til 37 pct. Mens mænd i 2024 var næsten dobbelt så tilbøjelige som kvinder til at bruge AI ugentligt, er der i 2025 næsten ikke forskel på mænd og kvinder. Det skyldes, at selvom andelen var større for mænd end kvinder i 2024 (22 pct. mod 12 pct.), så er andelen af kvinder, der bruger AI ugentligt, tredoblet fra 2024 til 2025, mens andelen af mænd kun er lidt mindre end fordoblet. I 2025 brugte 38 pct. af mændene og 36 pct. af kvinderne AI på ugentlig basis.
I 2025 steg andelen af befolkningen til 34 pct., der brugte AI til private formål, hvor andelen i 2024 udgjorde 15 pct. Det er den største stigning på tværs af de formål, der er spurgt ind til, og gør private formål til det mest udbredte formål i 2025. I 2024 var arbejde det mest almindelige formål. Der er sket stigninger inden for alle kategorier, hvilket afspejler den generelt større brug af AI. Den laveste stigning for brug af AI er i forbindelse med skole eller uddannelse, som er steget fra en andel på 15 pct. til 17 pct. Den lave stigning skyldes, at det er de unge, som er klart mest tilbøjelige til at bruge AI til uddannelsesformål. For denne gruppe er andelen, der gør det, kun steget med 4 procentpoint, fra 58 til 62 pct.
Andelen, der bruger AI ugentligt, falder jævnt med alderen. Mens det i 2025 var 66 pct. af de 16-24-årige, der brugte AI ugentligt, er den tilsvarende andel 11 pct. blandt de 75+-årige. Der har dog været en generel stigning i anvendelsen af AI-værktøjer på tværs af alder fra 2024 til 2025. For de ældste aldersgrupper – de 65-74 årige og de 75+-årige – er sket en firedobling i anvendelsen af AI. Stigningen i procentpoint er størst blandt de 16-24-årige, som stiger fra en andel på 34 pct. i 2024 til en andel på 66 pct. i 2025, hvilket svarer til næsten en fordobling.
Se alle grafer og læs mere i Danmarks Statistiks udgivelse:
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.