D. 21/11 2019 udbød Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) som et miniudbud opgaven ”THETIS MK 2020”. Opgaven blev udbudt i henhold til en rammeaftale som var indgået mellem FMI og tre leverandører, herunder Karstensens Skibsværft A/S. Tilbuddet fra Karstensens Skibsværft indeholder ikke den krævede erklæring om anvendelse af sikkerhedsgodkendt personale. FMI var derfor berettiget og forpligtet til at afvise tilbuddet fra Karstensens Skibsværft som ukonditionsmæssigt. Klagen tages ikke til følge.
Den 21. november 2019 udbød Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) som et miniudbud opgaven ”THETIS MK 2020”. Opgaven vedrørte gennemførelse af arbejder i forbindelse med mellemfaldende klassesyn (MC-I) af inspektionsfartøjet THETIS med tilhørende vedligeholdelses- og reparationsarbejder efter specifikation.
Opgaven blev udbudt i henhold til en rammeaftale vedrørende standard værftsarbejder inklusive service og vedligeholdelse af skibe med en tonnage mellem 3.000 og 4.000 ton (LOT 2), som var indgået den 24. januar 2017 mellem FMI og tre leverandører, herunder Karstensens Skibsværft A/S. Rammeaftalen var indgået efter offentligt udbud i henhold til udbudsbekendtgørelse nr. 2015/S 064-113413.
Ved udløbet af tilbudsfristen den 14. januar 2020 havde FMI modtaget tilbud fra alle leverandører på rammeaftalen, herunder Karstensens Skibsværft.
Ved meddelelse af 16. januar 2020 afslog FMI Karstensens Skibsværfts tilbud som ikke konditionsmæssigt med den begrundelse, at tilbuddet ikke indeholdt en erklæring om anvendelse af sikkerhedsgodkendt personale til løsning af de omfattede opgaver. FMI oplyste samtidig, at FMI agtede at indgå aftale med Orskov Yard A/S om udførelse af opgaven. Derudover oplyste FMI, at FMI i overensstemmelse med opfordringsskrivelsen ville holde en frivillig standstill-periode med udløb den 27. januar 2020.
Den 27. januar 2020 indgav Karstensens Skibsværft klage til Klagenævnet for Udbud over FMI. Karstensens Skibsværft anmodede ikke i forbindelse med indgivelsen af klagen om, at klagen blev tillagt opsættende virkning.
Den 28. januar 2020 indgik FMI kontrakt med Orskov Yard A/S om udførelse af opgaven.
Tilbuddet fra Karstensens Skibsværft indeholder ikke den krævede erklæring om anvendelse af sikkerhedsgodkendt personale. FMI var derfor berettiget og forpligtet til at afvise tilbuddet fra Karstensens Skibsværft som ukonditionsmæssigt og har ikke herved handlet i strid med principperne i udbudslovens § 2.
Klagen tages ikke til følge.
Læs hele afgørelsen her.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.