D. 8/9 2020 udbød HOFOR A/S rammeaftalen ”Postkørsel af breve og pakker” omhandlende levering af breve og pakker både internt mellem HOFOR’s ti bemandede lokationer og eksternt til kunderne i hele HOFOR’s forsyningsområde. Der var tale om en seksårig kontrakt med option på forlængelse i to gange et år og en anslået værdi på 35 mio. kr. A/S Bladkompagniet afgav som den eneste virksomhed tilbud med en pris på 32.964.240 kr. for hele kontraktperioden inkl. optioner. D. 16/11 2020 besluttede HOFOR at annullere udbuddet af rammeaftalen grundet manglende konkurrence på udbuddet. D. 15/12-16/12 2020 indgik HOFOR uden udbud en fireårig kontrakt med PostNord A/S med ikrafttræden d. 1/1 2021, hvilket fik Bladkompagniet til at klage til Klagenævnet. Herefter opsagde HOFOR kontrakten med PostNord til ophør d. 31/8 2021. D. 28/4 2021 offentliggjorde HOFOR en forhåndsmeddelelse om udbud efter forsyningsvirksomhedsdirektivet af en rammeaftale om ”Postkørsel af breve og pakker i HOFOR A/S”. HOFOR indgik efter det fornyede udbud kontrakt med Bladkompagniet med virkning fra den 1/9 2021. Bladkompagniet vil med klagen bl.a. have Klagenævnet til at foretage politianmeldelse af HOFOR, jf. lov om Klagenævnet for Udbud § 18, stk. 3, med henblik på fremsættelse af bødeforlæg eller indledelse af straffesag med påstand om bøde.
Klagenævnet fandt bl.a., at HOFOR A/S har handlet i strid med principperne om ligebehandling og gennemsigtighed, jf. forsyningsvirksomhedsdirektivets artikel 36, ved at tildele kontrakt om postbefordring til PostNord A/S uden forudgående udbud. Kontrakten indgået mellem HOFOR A/S og PostNord A/S erklæres for uden virkning fra den 31. august 2021.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.