Jysk Fællesindkøb udbød en kontrakt om indkøb af stomi- og urologiprodukter. Mediq Danmark blev ikke tildelt kontrakten, og firmaet mener at Jysk Fællesindkøb har handlet imod princippet om ligebehandling og gennemsigtighed.
Ved udbudsbekendtgørelse af 1. oktober 2019 udbød Jysk Fællesindkøb en rammeaftale om indkøb af stomi- og urologiprodukter, der er bevilliget i henhold til lov om social service § 112 med direkte levering til borgere og i mindre omfang levering til sygeplejedepoter i Jysk Fællesindkøb, hvor Viborg, Favrskov, Mariagerfjord, Rebild, Skanderborg, Skive, Syddjurs og Norddjurs kommuner indgår. Viborg Kommune var repræsentant for alle kommunerne under udbuddet.
Udbuddet omfattede 2 delaftaler – delaftale 1 om stomiprodukter og delaftale 2 urologiprodukter. Der ville blive indgået en rammeaftale med en leverandør for hver delaftale. Rammeaftalernes varighed var 2 år med mulighed for forlængelse i 2 x 12 måneder. Den anslåede værdi pr. år for delaftalerne var henholdsvis 26.360.000 kr. og 16.670.000 kr. Denne klagesag vedrører kun delaftale 2 om urologiprodukter.
Ved udløbet af fristen for at afgive tilbud den 5. november 2019 havde Jysk Fællesindkøb modtaget tre tilbud, herunder fra Mediq Danmark A/S og Abena A/S. Den 3. december 2019 besluttede Jysk Fællesindkøb at indgå kontrakt med Abena.
Jysk Fællesindkøb forlængede den 13. december 2019 frivilligt standstillperioden til udløb den 18. december 2019 kl. 12.00. Den 18. december 2019 kl. 12.02 indgav Mediq klage til Klagenævnet for Udbud over Jysk Fællesindkøb, og klagen var således ikke indgivet i standstill-perioden og havde dermed ikke automatisk opsættende virkning.
Mediq anmodede om, at klagenævnet tillagde klagen opsættende virkning, jf. lov om Klagenævnet for Udbud § 12, stk. 1. Jysk Fællesindkøb oplyste i den forbindelse, at seks af de deltagende kommuner i Jysk Fællesindkøb havde indgået kontrakt med Abena den 19. og 20. december 2019, mens de sidste to kommuner havde indgået kontrakt den 7. og 8. januar 2020.
Klagenævnet meddelte ved brev af 12. februar 2020 parterne, at nævnet ikke tog stilling til spørgsmålet om opsættende virkning, da klagen fra Mediq ikke var indgivet i standstill-perioden, og da de deltagende kommuner i Jysk Fællesindkøb havde indgået kontrakter med Abena.
Klagenævnet udtaler:
Ad påstand 1
Ad position 8, 9 og 10
Af mindstekrav 2.4 fremgår, at produkterne skulle have været anvendt kontinuerligt af borgere/patienter i mindst 4 måneder, og det skulle tilbudsgiveren kunne dokumentere, hvis Jysk Fællesindkøb anmodede om det. Det blev i svar på spørgsmål B4-1 præciseret, at kravet om de 4 måneder kun var gældende for nye produkter.
Jysk Fællesindkøb har i sin besvarelse af det opfølgende spørgsmål til spørgsmål B1-4 desuden anført, at nye produkter skulle forstås sådan, at serien er helt ny inden for produktkategorien. Hvis der allerede eksisterede en serie i samme produktkategori fra samme producent, ville dette blive anset som en produktudvikling.
Det er ubestridt, at LentisCath og LentisCath Plus hører under produktkategorien engangskatetre.
Mediq har oplyst, at LentisCath er produceret af Lentismed Ltd. efter udløbet af et patent, der ikke har gjort det muligt at producere produktet før. LentisCath har i forhold til LentisCath Plus en ny funktion, der gør det muligt at anvende produktet med det samme, idet katetret ligger i vand, hvorimod der ved LentisCath Plus først skal brydes en pose med vand, så katetret bliver tilsat vand, inden katetret er klar til brug. Det fremgår af produktdatabladet til LentisCath, at dette produkt findes til mænd, kvinder og børn og i nelaton og tiemann.
Efter indholdet af Lentismed Ltd.’s hjemmeside lægger klagenævnet til grund, at LentisCath og LentisCath Plus ikke markedsføres sammen.
Klagenævnet finder det sandsynliggjort, at LentisCath er en ny produktserie ”klar til brug” inden for produktkategorien engangskatetre og dermed ikke er en videreudvikling af produktet LentisCath Plus, der ikke er klar til brug. Klagenævnet har særlig lagt vægt på, at LentisCath er et produkt, der er klar til brug og sælges i flere forskellige varianter og dermed fremstår som en serie for sig selv, at serien ikke markedsføres som en videreudvikling af LentisCath Plus eller sammen med LentisCath Plus og ikke er et tilføjende produkt til en allerede eksisterende produktserie.
Mediqs tilbudte produkter på position 8, 9 og 10 var herefter en ny produktserie, og Jysk Fællesindkøb var derfor berettiget til at indhente dokumentation, jf. udbudsmaterialets bilag 4 ”Generel kravspecifikation” pkt. 2.4.
Ad dokumentation for opfyldelse af mindstekrav 2.4
I forbindelse med evalueringen af tilbuddene har Jysk Fællesindkøb anmodet Mediq om dokumentation for opfyldelse af mindstekravet 2.4 i kravspecifikationen for position 8, 9 og 10, hvor Mediq har tilbudt LentisCath. Som dokumentation indleverede Mediq en udtalelse fra en distributør af Lentismed Ltd.’s produkter. Af brevet fremgår, at distributøren, Medika Company, har købt hydrofile katetre af Lentismed Ltd. i betydeligt længere tid end 4 måneder, og at Medika Company har samarbejdet med Lentismed Ltd.,siden virksomheden blev oprettet. Desuden har Medika Company ifølge udtalelsen leveret mere end en million hydrofile katetre til tusindvis af patienter, herunder katetret LentisCath Plus. Det fremgår ikke af udtalelsen, om Medika Company har solgt og/eller leveret LentisCath kontinuerligt til borgere/patienter i mere end 4 måneder. Udtalelsen fra Mediqs distributør opfylder derfor ikke kravet til dokumentation for opfyldelse af mindstekrav 2.4.
Klagenævnet tager herefter ikke påstand 1 til følge.
Ad påstand 3
Da Mediqs tilbudte produkt efter det, som er anført ad påstand 1, ikke levede op til kravspecifikationen, var Jysk Fællesindkøb berettiget til at tillægge Mediqs tilbudspris et beløb svarende til 15 % over det dyreste tilbud for positionsnumrene 8, 9 og 10.
Klagenævnet tager derfor ikke påstand 3 til følge.
Ad påstand 2
Da klagenævnet ikke har taget påstand 1 og 3 til følge, er der ikke grundlag for at annullere tildelingsbeslutningen.
Klagenævnet tager derfor ikke påstanden til følge.
Herefter bestemmes:
Klagen tages ikke til følge.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.