Region Sjælland udbød en rammeaftale om levering af speciallægevikarydelser til de somatiske sygehuse samt psykiatrien i Region Sjælland. Vikarlæger.dk A/S blev ikke tildelt kontrakten og mener at Region Sjælland har handlet i strid med udbudslovens afsnit III, jf. § 7, ved uden forudgående offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse at indgå kontrakt med SurgiTeam om levering af speciallæger og andre lægevikarer.
Den 23. maj 2017 udbød Region Sjælland en rammeaftale om levering af speciallægevikarydelser til de somatiske sygehuse samt psykiatrien i Region Sjælland. Rammeaftalen var opdelt i 4 delaftaler. Regionen indgik efter det oplyste kontrakt med 5 leverandører på delaftalerne, herunder med Vikarlæger.dk A/S på delaftale 1 – Somatiske specialer, korttidsvikariater. Den 4- årige rammeaftale ophører den 31. oktober 2021.
Den 5. december 2019 indgik Region Sjælland kontrakt med SurgiTeam ApS (herefter ”SurgiTeam”) om lægelig bemanding af Kirurgisk Afdeling, Nykøbing Falster Sygehus (herefter ”NFS”), med bagvagtsfunktion gældende fra den 1. januar til den 31. december 2020. Kontrakten, der efterfølgende blev forlænget, blev indgået uden udbud og efter det foreliggende uden profylaksebekendtgørelse, jf. lov om Klagenævnet for Udbud § 4.
Den 25. januar 2021 indgav Vikarlæger.dk A/S (herefter ”Vikarlæger.dk”) klage til Klagenævnet for Udbud over Region Sjælland.
Herefter bestemmes:
Anmodningen fra Vikarlæger.dk A/S om at pålægge Region Sjælland at fremlægge yderligere oplysninger om regionens gennemførte indkøb af lægevikarydelser tages ikke til følge.
Region Sjælland har handlet i strid med udbudslovens afsnit III, jf. udbudslovens § 7, ved ikke at have udbudt den direkte tildelte kontrakt med SurgiTeam ApS om indkøb af lægelig bemanding af kirurgisk afdeling Nykøbing Falster Sygehus med bagvagtsfunktion efter udbudslovens afsnit III.
Klagenævnet erklærer kontrakten med SurgiTeam ApS af 5. december 2019 med tilhørende forlængelser om levering af lægelig bemanding af kirurgisk afdeling Nykøbing Falster Sygehus med bagvagtsfunktion for uden virkning fra den 1. december 2021.
Region Sjælland skal indbetale en økonomisk sanktion på 700.000 kr. til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Beløbet skal betales inden 8 uger fra afsigelse af denne kendelse.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.