Beredskabsstyrelse udbød en kontrakt om tre rammeaftaler. MAN Truck og Bus A/S blev ikke tildelt kontrakten og mener at Beredskabstyrelsen har handlet imod principperne om gennemsigtighed, ligebehandling og proportionalitet.
Ved udbudsbekendtgørelse af 31. juli 2019 udbød Beredskabsstyrelsen som offentligt udbud efter udbudsloven tre rammeaftaler (delkontrakter) om indkøb af lastbilchassiser til brug for opbygning af specialkøretøjer til Beredskabsstyrelsen og til de kommunale redningsberedskaber.
Ved udløbet af tilbudsfristen den 2. september 2019 havde Scania Danmark A/S og Volvo Truck Center A/S afgivet tilbud på Rammeaftale 1. Volvo havde afgivet tilbud på Rammeaftale 2. Volvo og Scania havde afgivet tilbud på Rammeaftale 3.
Den 1. november 2019 besluttede Beredskabsstyrelsen at indgå kontrakt med Scania om Rammeaftale 1 og med Volvo om Rammeaftale 3 og med hensyn til Rammeaftale 2 at overgå til udbud med forhandling i medfør af udbudslovens § 61, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 4, med Volvo, jf. nedenfor.
Den 11. november 2019 indgav MAN Truck & Bus Danmark A/S klage til Klagenævnet for Udbud over Beredskabsstyrelsen. MAN Truck fremsatte ved klagens indgivelse anmodning om, at klagenævnet i medfør af lov om Klagenævnet for Udbud § 12, stk. 2, skulle beslutte, at klagen skulle tillægges opsættende virkning.
Den 11. december 2019 besluttede klagenævnet, at klagen ikke blev tillagt opsættende virkning.
Beredskabsstyrelsen har herefter den 18. december 2019 indgået kontrakt med Volvo om Rammeaftale 3 og den 6. januar 2020 kontrakt med Scania om Rammeaftale 1.
Af en bekendtgørelse offentliggjort den 10. januar 2020 i EU-Tidende fremgår om resultatet vedrørende Rammeaftale 2, at ”Rammeaftalen er ikke tildelt under udbudsproceduren, idet der alene indkom ét tilbud, som var ukonditionsmæssigt. BRS annullerede derefter udbudsproceduren for denne (og alene denne) rammeaftale 2 og overgik til udbud med forhandling uden forudgående udbudsbekendtgørelse, jf. udbudslovens § 61, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 4”.
Af en profylaksebekendtgørelse offentliggjort i EU-Tidende samme dag fremgår videre, at ”BRS modtog i den forbindelse alene et tilbud, som ikke var forskriftsmæssigt. Tilbudsgiveren afgav tilbuddet i overensstemmelse med udbudsprocedurens formelle krav og opfyldte kravene fastsat i udbudslovens § 159, stk. 2, 2. pkt., nr. 1-3. I overensstemmelse med udbudslovens § 61, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 4, iværksatte BRS derfor et udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse af en udbudsbudsbekendtgørelse med tilbudsgiveren fra det forudgående udbud”. Det fremgår videre, at Beredskabsstyrelsen i forbindelse hermed agtede at indgå Rammeaftale 2 med Volvo efter udløbet af en standstill-periode på 10 dage.
Den 27. januar 2020 fremsatte MAN Truck – for det tilfælde, at Beredskabsstyrelsen endnu ikke havde indgået kontrakt om Rammeaftale 2 – anmodning om, at klagenævnet skulle tillægge klagen opsættende virkning med hensyn til indgåelse af denne kontrakt med Volvo efter proceduren udbud med forhandling uden offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse. Beredskabsstyrelsen oplyste i duplik af 10. februar 2020, at styrelsen endnu ikke havde indgået kontrakt med Volvo om Rammeaftale 2, og anførte, at der ikke var grundlag for opsættende virkning.
Den 18. februar 2020, inden klagenævnet havde taget stilling til den fornyede anmodning om opsættende virkning, indgik Beredskabsstyrelsen kontrakt med Volvo om Rammeaftale 2.
MAN Truck har anført, at sagen efter virksomhedens opfattelse rejser flere principielle problemstillinger, som bør gøres til genstand for en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen, da de vedrører bestemmelser i udbudsloven, som implementerer udbudsdirektivet. Det gælder navnlig spørgsmålet, om det er de potentielle tilbudsgivere, eller det er ordregiver, som bærer bevisbyrden for, at de fastsatte tekniske mindstekrav bevirker, henholdsvis ikke bevirker, at der skabes ubegrundede hindringer for, at offentlige udbud åbnes for konkurrence, og herunder spørgsmålet, om bevisbyrdefordelingen påvirkes af faktiske omstændigheder. For det tilfælde, at klagenævnet måtte være i tvivl om indholdet og rækkevidden af de forpligtelser, der påhviler en ordregiver i medfør af udbudslovens § 2 og § 40, stk. 4, herunder spørgsmålet om bevisbyrdefordelingen i en sag som den foreliggende, har virksomheden opfordret klagenævnet til at forelægge præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen om fortolkningen af de tilsvarende bestemmelser i udbudsdirektivet.
Klagenævnet udtaler:
Sagens påstand 1 – 3 angår, om Beredskabsstyrelsen har handlet i strid med udbudslovens § 40, stk. 4, og principperne om ligebehandling og proportionalitet i udbudslovens § 2 ved i forbindelse med udbuddet at fastsætte tekniske specifikationer, der har været egnede til at indsnævre eller hindre konkurrencen, selvom en sådan indsnævring af konkurrencen ikke er sagligt begrundet og/eller proportional.
Bestemmelserne i udbudslovens § 2 og § 40, stk. 4, har til formål at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014, herunder direktivets artikel 18, stk. 1, og artikel 42, stk. 1 og 2.
Det er klagenævnets vurdering, at fortolkningen af de EU-retlige bestemmelser, der har betydning for sagens afgørelse, ikke giver anledning til en sådan tvivl, herunder om disse bestemmelsers betydning for den konkrete fordeling af bevisbyrden i forbindelse med sagens afgørelse, at der er grundlag for at forelægge spørgsmål herom for EU-Domstolen.
Klagenævnet har derfor besluttet ikke at foretage en sådan forelæggelse.
Herefter bestemmes: Ad påstand 5 Beredskabsstyrelsen har handlet i strid med principperne om ligebehandling og gennemsigtighed i udbudslovens § 2 ved at tildele en rammeaftale om levering af lastbilchassiser over 7,5 tons med almindeligt førerhus (Rammeaftale 1) til Scania Danmark A/S, uagtet at tilbuddet fra Scania Danmark A/S ikke opfyldte et af de tekniske mindstekrav i udbudsmaterialet.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.