Region Syddanmark udbød en totalentreprisekontrakt vedrørende et delprojekt betegnet ”DP 100 - Aptering af rårum”. Vamed Standortentwicklung und Engineering GmbH blev ikke tildelt kontrakten og mener dermed at Region Syddanmark har handlet imod udbudslovens § 12, stk. 2.
Ved udbudsbekendtgørelse af 17. december 2019 udbød Region Syddanmark som begrænset udbud med forhandling efter udbudsloven en totalentreprisekontrakt vedrørende et delprojekt betegnet ”DP 100 – Aptering af rårum”. Delprojektet vedrører den samlede gennemførelse af aptering af rårum, udstyrsindkøb og flytning af udstyr til det nye universitetshospital i Odense.
Ved udløbet af fristen for afgivelse af endelige tilbud den 29. juni 2020 havde Vamed Standortentwicklung und Engineering GmbH og et joint venture bestående af entreprenørvirksomhederne CMB Sociteà Cooperativa Muratori e Braccianti di Capri og Itinera S.p.A. afgivet tilbud. Den 26. oktober 2020 besluttede Region Syddanmark at indgå kontrakt med CMB-Itinera.
Den 5. november 2020 indgav Vamed klage til Klagenævnet for Udbud over Region Syddanmark. Vamed fremsatte ved klagens indgivelse anmodning om, at klagenævnet i medfør af lov om Klagenævnet for Udbud § 12, stk. 2, skulle beslutte, at klagen skulle have opsættende virkning. Den 4. december 2020 besluttede klagenævnet ikke at tillægge klagen opsættende virkning.
Klagenævnet udtaler:
I kendelsen af 4. december 2020 udtalte klagenævnet blandt andet:
”Vedrørende betingelse nr. 1 (”fumus boni juris”) bemærker klagenævnet på det foreløbige foreliggende grundlag, at udbuddet af apteringsentreprisen er et tidligt udbud, forstået således at tilbudsgiverne ikke konkurrerer på totalentreprisesummen og et totalentrepriseprojekt men derimod på totalentreprenørudgiften og evnen til at planlægge og styre den udbudte apteringsentreprise.
Udbuddet er tilrettelagt således, at tilbudsgiverne i tilbuddet bl.a. skal redegøre for deres overvejelser og komme med forslag til risikostyring i form af identificering og håndtering af risici, herunder risici ved grænseflader, men at den endelige fastlæggelse af grænsefladen mellem apteringsentreprisen og råhusentreprisen først sker i Projekterings- og indkøbsfasen i samarbejde med Region Syddanmark. Samtidig skal udgifterne hertil ikke indregnes i tilbudsgiverens styringsvederlag, men derimod dækkes af rådighedsbeløbet. Risikohåndteringen blev i forbindelse med forhandlingerne med Vamed drøftet, og Region Syddanmark præciserede risikohåndteringen ved, at ”det særligt gælder i udførelsesfasen”.
Udbuddet er endvidere tilrettelagt således, at ifølge rammetidsplanen skal råhusentreprisen være afsluttet forud for opstart af apteringsarbejderne, og den vindende tilbudsgiver vil derfor i medfør af ABT 93 § 24 være berettiget til tidsfristforlængelse eller i medfør af ABT 93 § 14 være berettiget til ekstrabetaling, i det omfang et sideløbende arbejde på råhusentreprisen medfører gener eller meromkostninger i øvrigt for apteringsentreprenøren.
Tilbuddet skal udarbejdes således, at entreprisen kan holdes inden for den oplyste rammetidsplan, mens den endelige kontrakttidsplan først skal udarbejdes under Projekterings- og indkøbsfasen baseret på den af totalentreprenøren i Projekterings- og indkøbsfasen udarbejdede og godkendte gennemførelsesplan for flytteopgaven. Det er alene den af tilbudsgiverne udarbejdede tidsplan for Projekterings- og indkøbsfasen og forslag til optimering af rammetidsplanen, der indgår i vurderingen af underkriteriet Proces- og metodebeskrivelse og dermed i konkurrencen.
Det anførte vedrørende håndteringen af grænseflader mellem DP100 og DP03-DP08 og rammetidsplan betyder, at CMB-Itineras kendskab til risici ved grænseflader mellem råhusentreprisen og apteringsentreprisen og kendskab til tidsplanen for råhusentreprisen må anses for at have minimal betydning for tilbuddet og konkurrencen mellem tilbudsgiverne.
Der er herefter ikke grundlag for at fastslå, at Region Syddanmark og CMB-Itinera ved drøftelserne om tidsplanen for DP03-DP08 har forhandlet om forhold, der var af væsentlig betydning for udbudsgrundlaget i DP100.
Det bemærkes i øvrigt, at grænsefladerne med DP03-DP08 er beskrevet i udbudsmaterialet på relevant niveau, således at tilbudsgiverne kan vurdere dels omfanget af apteringsydelsen, dels arbejdet med identificering af grænseflader. Af evalueringen af Vameds tilbud fremgår da også, at ”TG præsenterer en meget god beskrivelse af strategien for risikostyring med klart definerede processer for håndteringen af grænseflader og risici.”
Efter at Region Syddanmark havde besvaret spørgsmålet om tidsplan for råhusentreprisen, stillede Vamed i øvrigt ikke yderligere spørgsmål til tidsplanen, heller ikke under forhandlingerne.
Klagenævnet finder herefter, at udbuddet er tilrettelagt på en sådan måde, at CMB-Itineras de facto iboende fordele ved at være totalentreprenør på DP03-DP08 er minimeret, og CMB-Itinera har derfor på det foreløbige foreliggende grundlag som entreprenør på råhusentreprisen ikke haft en utilbørlig konkurrencefordel som følge af sit kendskab til råhusentreprisen og tidsplanen herfor.
Region Syddanmark har oplyst, at det var en fejl, at det af udbudsmaterialet, jf. bl.a. udbudsbetingelsernes pkt. 1.2 og kontraktens punkt 3.4, fremgik, at råhuset skulle overdrages direkte til apteringsentreprenøren, idet det hele tiden havde været hensigten, at der skulle ske aflevering af råhusentreprisen til Region Syddanmark. Udbudsmaterialet blev derfor også ændret, efter Region Syddanmark var blevet gjort opmærksom herpå.
Klagenævnet finder ikke, at der på den baggrund er grundlag for at fastslå, som påstået af Vamed, at materialet var skræddersyet til CMB-Itinera.
Region Syddanmark har ikke bestridt CMB-Itineras udsagn om, at CMBItinera kan spare omkostninger til personale og etablering og afrigning af byggeplads ved at kunne fortsætte arbejderne på Nyt OUH efter afslutningen af råhusentreprisen. Klagenævnet tiltræder på det foreløbige foreliggende grundlag imidlertid som anført af Region Syddanmark, at denne fordel er en uundgåelig konsekvens af, at CMB-Itinera har været entreprenør på DP03-DP08, og dermed en de facto iboende fordel. Henset til, at byggepladsomkostninger alene udgør en mindre del af kriteriet økonomi, som alene vægter 30 %, finder klagenævnet, at Region Syddanmark ved den måde, som udbuddet er tilrettelagt på, i rimelig grad har minimeret denne fordel. Det bemærkes i øvrigt, at Vamed ikke har peget på mulige måder, hvorpå denne fordel, som ikke umiddelbart kan udlignes uden at påføre ordregiver yderligere omkostninger ved entreprisen, eller uden at komme den eksisterende leverandør til skade, kan udlignes.
Klagenævnet finder på det foreliggende foreløbige grundlag heller ikke i øvrigt, at CMB-Itinera som entreprenør på DP03-DP08 har haft utilbørlige konkurrencefordele, som ikke i rimeligt omfang er minimeret ved den måde, som udbuddet er planlagt og gennemført på.
Klagenævnet finder på den baggrund, at der på det foreløbigt foreliggende ikke er grundlag for at konstatere, at CMB-Itinera har haft en utilbørlig konkurrencefordel.”
Da der ikke under den efterfølgende behandling af sagen er fremkommet nye oplysninger, og da de af Vamed nu anførte uddybende bemærkninger ikke fører til en anden vurdering, tages klagen på denne baggrund ikke til følge.
Herefter bestemmes:
Klagen tages ikke til følge.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.