FMI udbød en kontrakt om anskaffelse af software til oprensning af sonardata (hydrografiske data). HydroChartings blev ikke tildelt kontrakten og mener hermed, at FMI har handlet i strid med ligebehandlingsprincippet og gennemsigtighedsprincippet i udbudslovens § 2 ved at afvise HydroChartings tilbud som ikke-konditionsmæssigt.
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse iværksatte den 17. februar 2021 indhentning af tilbud på anskaffelse af software til oprensning af sonardata (hydrografiske data). Anskaffelsen blev annonceret på hjemmesiden www.udbud.dk.
Ved udløbet af fristen for afgivelse af tilbud den 5. marts 2021 havde FMI modtaget tilbud fra virksomhederne HydroCharting ApS og EIVA A/S. Den 26. marts 2021 meddelte FMI til HydroCharting, at FMI havde vurderet, at tilbuddet fra HydroCharting var ukonditionsmæssigt. Det fremgår af sagens oplysninger, at FMI har tildelt kontrakten til EIVA.
Den 5. april 2021 indgav HydroCharting klage til Klagenævnet for Udbud over FMI. Klagen har været behandlet skriftligt.
Klagenævnet udtaler:
Ad afvisningspåstanden
Det følger af lov om Klagenævnet for Udbud § 10, stk. 1, 1. pkt., jf. § 1, stk. 2, nr. 1, og stk. 4, at klagenævnet har kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt der er sket en overtrædelse af udbudsloven eller regler udstedt i medfør af udbudsloven, undtagen overtrædelse af udbudslovens §§ 1 og 193.
Den udbudte kontrakt er ikke omfattet af udbudslovens afsnit II eller III, og det afgørende for klagenævnets kompetence til at behandle klagen er herefter, om kontrakten har klar grænseoverskridende interesse, og dermed er omfattet af udbudslovens afsnit IV, jf. udbudslovens § 191, stk. 1.
Af forarbejderne til udbudslovens § 191, jf. de specielle bemærkninger i lovforslag nr. 19 af 7. oktober 2015, fremgår, at en kontrakt har klar grænseoverskridende interesse, hvis en ordregiver vurderer, at en virksomhed i en anden medlemsstat kan være interesseret i at byde på en kontrakt. Den grænseoverskridende interesse vedrører således alene, om en virksomhed i en anden medlemsstat kan have interesse i kontrakten, og ikke om kontrakten kan have interesse for en udenlandsk virksomhed, der allerede driver virksomhed i Danmark. Det beror på ordregiverens konkrete vurdering, om en kontrakt har en klar grænseoverskridende interesse. Ved vurderingen skal der lægges vægt på kontraktens genstand, kontraktens anslåede værdi, forholdene i den pågældende branche, herunder markedets størrelse, struktur og handelspraksis samt det geografiske sted, hvor kontrakten skal udføres. Andre relevante elementer kan også have betydning og bør inddrages i den konkrete vurdering.
Af forarbejderne fremgår endvidere bl.a., at kontraktens genstand har betydning for, om kontrakten vurderes at have klar grænseoverskridende interesse. Hvis det er en forudsætning for udførelsen af kontrakten, at den vindende tilbudsgiver har viden om særlige danske regler, der regulerer udførelsen af specifikke tjenesteydelser, kan det pege i retning af, at kontrakten ikke har en klar grænseoverskridende interesse. Endvidere har kontraktens anslåede værdi stor betydning for, om den vurderes at have grænseoverskridende interesse. En kontrakts meget begrænsede økonomiske værdi vil pege i retning af, at kontrakten ikke har klar grænseoverskridende interesse. Det skyldes, at eksempelvis transportomkostninger kan komme til at veje så tungt for udenlandske virksomheder, at kontrakten ikke længere har interesse. Omvendt vil en kontrakts høje værdi pege i retning af, at en kontrakt har en grænseoverskridende interesse. For at kunne konstatere om kontrakten har en klar grænseoverskridende interesse, kan der dog ikke udelukkende tages udgangspunkt i, at kontraktens værdi ikke overstiger en vis tærskel. Der skal altid ske en vurdering af alle omstændigheder i hver sag. Selv om en kontrakt har en meget begrænset økonomisk værdi, vil det således stadig være nødvendigt at se værdien i sammenhæng med andre forhold såsom kontraktens genstand, brancheforholdene m.v., for at kunne konstatere, om kontrakten har klar grænseoverskridende interesse. Det geografiske sted, hvor kontrakten vedrørende en tjenesteydelse skal udføres, har også betydning for, om en kontrakt har klar grænseoverskridende interesse. Hvis der er tale om ydelser, der ikke nødvendigvis skal udføres i Danmark, vil dette tale for, at kontrakten har klar grænseoverskridende interesse i vurderingen heraf.
Den udbudte kontrakt vedrører udviklingen af et softwareprogram til brug for oprensning af sonardata. Kontrakten har en anslået samlet værdi på 700.000 kr. Der er ikke oplyst nærmere om, at udviklingsarbejdet skal foregå i Danmark eller i øvrigt kræver særligt kendskab til danske forhold.
FMI har i forbindelse med annonceringen af udbuddet på www.udbud.dk anført, at der var tale om udbud af ”varer og tjenesteydelser med klar grænseoverskridende interesse”. FMI har gjort gældende, at dette ikke var udtryk for FMI’s vurdering af, om kontrakten havde klar grænseoverskridende interesse, men har ikke i øvrigt fremlagt et notat eller lignende hvor FMI’s vurdering af, om kontrakten har klar grænseoverskridende interesse fremgår.
Efter en samlet vurdering og navnlig henset til, at kontrakten vedrører udvikling af et softwareprogram til oprensning af sonardata, finder klagenævnet – uanset kontraktens lave værdi og det forhold, at FMI ikke modtog tilbud eller henvendelser fra udenlandske virksomheder – at den udbudte kontrakt frembyder en klar grænseoverskridende interesse, og at den dermed er omfattet af udbudslovens afsnit IV.
Påstanden om afvisning tages således ikke til følge.
Ad påstand 1
Det fremgår af kravspecifikationen som et mindstekrav, at den tilbudte software skulle kunne læse og skrive direkte til og fra NaviEdit, dvs. den skulle kunne åbne filer og tilbageføre rettelser, når data var renset. Kravet var ifølge FMI begrundet i, at FMI havde erfaret, at der blev begået mange manuelle fejl, hvis data skulle trækkes ud af NaviEdit i et andet format, da der bl.a. var risiko for, at filer blev gemt forkert/i flere versioner, og at de rigtige filer ikke blev føret tilbage i NaviEdit korrekt efter endt rensning.
HydroCharting har tilbudt softwareprogrammet Qimera Clean med dataudvekslingsformatet FAU. Efter det oplyste må det lægges til grund, at den tilbudte software ikke direkte kan læse og skrive til og fra NaviEdit, men skal eksportere data fra NaviEdit-formatet over i FAU-formatet for at rense disse data og derefter importere dem tilbage i NaviEdit.
HydroChartings tilbud opfyldte dermed ikke mindstekravet om, at den tilbudte software skulle kunne læse og skrive direkte til og fra NaviEdit, og FMI var derfor berettiget og forpligtet til at afvise tilbuddet som ukonditionsmæssigt.
Påstand 1 tages på denne baggrund ikke til følge.
Idet påstand 1 ikke tages til følge, er der heller ikke grundlag for at tage påstand 2 til følge.
Herefter bestemmes:
Klagen tages ikke til følge.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.