D. 3/5 2022, udbød Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (”FMI”) som udbud med forhandling efter forsvars- og sikkerhedsdirektivet (direktiv 2009/81/EF) en kontrakt om drift og teknisk vedligehold samt øvrige løbende ydelser til Forsvarets Koncernfælles Sags- og Dokumenthåndteringssystem (KESDH). Kontrakten har en varighed på 7 år med mulighed for forlængelse 3 gange på hver 12 måneder. Kontraktens anslåede værdi er mellem 125 mio. kr. og 175 mio. kr. FMI prækvalificerede tre virksomheder og d. 15/5 2023 besluttede FMI at indgå kontrakt med NNIT, hvilket fik Kyndryl til at indgive klage og anmode om opsættende virkning, hvilket dog blev afvist. Behandlingen af sagen har herefter i perioden frem til ultimo oktober 2024 være sat i bero på afgørelse af Kyndryls anmodninger om aktindsigt.
Klagenævnet bemærkede bl.a., at NNIT, efter udskillelse af driftsaktiviteter, ikke længere rådede over den samme driftsorganisation, der forestod udførelsen af referencerne angivet i ansøgningen. Det er dog som anført i delkendelsen klagenævnets vurdering, at dette ikke har haft betydning for udvælgelsen af ansøgere. Der var ikke fastsat minimumskrav til ansøgernes tekniske formåen, og FMI foretog ikke en vurdering af NNITs tekniske eller faglige formåen i relation til en udvælgelse. Da FMI ikke modtog mere end tre ansøgninger, og da minimumsantallet af ansøgere, der ville blive prækvalificeret, var tre, foretog FMI ikke en vurdering af NNITs referencer med henblik på prækvalifikation. Ved at anvende Aeven som underleverandør havde NNIT i øvrigt sikret, at den tidligere del af NNITs virksomhed, der havde udført ydelserne for de angivne referencer, skulle stå for at levere samtlige kontraktydelser i forbindelse med udførelse af KESDH-kontrakten.
Klagen tages ikke til følge.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.