D. 24/4 2024 modtog Klagenævnet en klage fra LF Vent ApS over Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses (FMI) anskaffelse af rackkølere til Forsvarets IVER-klasse-skibe til en anslået værdi af 7.500.000 kr. Klagenævnet har truffet afgørelse vedrørende opsættende virkning.
Klagenævnet fandt, at der hverken efter ordlyden af bestemmelsen i udbudslovens § 169, dennes forarbejder eller udbudsdirektivet er støtte for at antage, at der ud over de udtrykkeligt opregnede tilfælde i udbudslovens § 169, stk. 3, gælder en pligt for ordregiveren til at afvise tilbud, som må anses for unormalt lave. Dette er også tidligere fastslået i klagenævnets praksis, jf. klagenævnets kendelse af 3. oktober 2018, Efkon GmbH mod Vejdirektoratet. Der er på det foreliggende grundlag ikke udsigt til, at LF Vent ApS vil få medhold i sin påstand. Betingelse nr. 1 om ”fumus boni juris” er derfor ikke opfyldt. Klagen tillægges ikke opsættende virkning.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.