Københavns Kommune udbød en 3-årig rammeaftale vedrørende covid-19-testning af personale og elever fra 12-årsalderen i Børne- og Ungdomsforvaltningens institutioner. Kommunen modtog tilbud fra fire tilbudsgivere: Valida Health ApS, Falck Danmark A/S, Copenhagen Contractors A/S og Ecolog Deutschland GmbH (herefter Ecolog). Kontrakten gik til Copenhagen Contractors A/S og kommunen oplyste Ecolog, om at firmaets tilbud var ukonditionsmæssigt som følge af manglende overholdelse af mindstekrav til teknisk og faglig formåen. Ecolog klagede til Klagenævnet og anmodede om opsættende virkning, hvilket blev afvist.
Klagenævnet udtalte bl.a., at det fremgår af udbudslovens bestemmelser, der udgør en kodificering af EU-Domstolens afgørelse i C-336/12, Manova A/S, at ordregiveren i en situation, hvor det krav, der ikke er opfyldt, er fastsat som et mindstekrav, hverken er forpligtet eller berettiget til at anmode tilbudsgiveren om at supplere, præcisere eller fuldstændiggøre sit tilbud. Københavns Kommune har således ikke handlet i strid med principperne om ligebehandling og gennemsigtig i udbudslovens § 2 ved at afvise Ecologs tilbud som ikke-konditionsmæssigt. Klagen tages ikke til følge.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.