Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udgiver i dag en juridisk vurdering af, hvilken betydning følgerne af krigen i Ukraine kan have for ændringer i offentlige kontrakter og rammeaftaler.
Ruslands invasion af Ukraine kan også få konsekvenser for offentlige kontrakter i Danmark i forhold til manglende leveringer, fald i udbud af varer samt prisstigninger på råstoffer og andre produkter. Dette kan indebære en række udbuds- og kontraktretlige udfordringer for offentlige ordregivere og leverandører.
I en ny juridisk vurdering gennemgår styrelsen, hvilke forhold og omstændigheder, der kan danne grundlag for ændringer, og hvordan ordregivere og leverandører skal håndtere uforudsete situationer i den nuværende situation.
Klare og præcise ændringsklausuler
Det kan i vurderingen b.la. ses, at som tommelfingerregel skal en ændringsklausul være så “klar, præcis og entydig”, at der kan støttes ret på den ved en domstol, voldgift o.lign. En klausul må således ikke medføre tvivl om, i hvilke situationer den kan finde anvendelse samt rækkevidden af de ændringer, der kan foretages på baggrund af klausulen. En ændringsklausul kan fx omfatte prisindeksering og produktudskiftning, eksempelvis med henblik på at sikre, at der kontinuerligt leveres tidssvarende varer.
Det må derfor først undersøges, hvorvidt kontrakten indeholder klausuler, der regulerer, hvordan og i hvilket omfang den pågældende kontrakt kan ændres.
Læs, den juridiske vurdering af de udbudsretlige problemstillinger som følge af krigen mellem Rusland og Ukraine, her (pdf)
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.