Østre Landsrets dom om, at Nets har taget urimeligt høje gebyrer fra netbutikkerne, når forbrugerne har betalt med dankort, er nu offentliggjort. Dommen har i kort tid været tilgængelig i en version, der ikke var korrekt fortroliggjort.
Onsdag den 17. februar afsagde Østre Landsrets en dom om, at Nets har taget urimeligt høje gebyrer fra netbutikkerne, når forbrugerne har betalt med dankort. Dommen er nu at finde på domstolenes hjemmeside.
I dommen stadfæster Østre Landsret to tidligere afgørelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om, at gebyrerne var urimeligt høje, og at de skulle nedsættes til 1,20 kroner.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen videreformidlede Østre Landsrets dom på sin hjemmeside, men var ikke opmærksom på, at dommen ikke var fortroliggjort korrekt. Straks styrelsen fik kendskab til dette, blev dommen fjernet fra hjemmesiden, hvilket vil sige, at dommen var tilgængelige i tidsrummet 13:45 til 15:40 onsdag den 17. februar.
Personer, som har hentet dommen i det tidsrum, skal være opmærksom på, at det kan være ulovligt at offentliggøre, videregive eller på anden vis anvende versionen. Der henstilles til, at eventuelle kopier slettes.
Østre Landsret har efterfølgende offentliggjort en ikke-fortrolig version af dommen, som er markeret korrekt.
Find flere informationer her.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.