Regeringen opretter ny kontrolenhed, der skal sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår i alle dele af de store byggeprojekter på Transport- og Boligministeriets område.
Regeringen sætter yderligere ind mod social dumping og opretter en ny statslig kontrolenhed. Den skal kontrollere, at private leverandører og deres underleverandører, der udfører arbejde for staten, overholder kontraktbestemmelser om løn- og arbejdsvilkår (såkaldte arbejdsklausuler).
Med oprettelsen af den nye kontrolenhed styrkes kontrollen med overholdelsen af arbejdsklausuler på det statslige område.
Helt konkret skal enheden udføre stikprøvekontroller på bygge- og anlægsområdet inden for Transport- og Boligministeriets område samt inden for det fællesstatslige facility management-område. Enheden skal endvidere udføre kontrol i forbindelse med de fællestatslige rammeaftaler, der er indgået af Økonomistyrelsen som led i Statens Indkøbsprogram.
Regeringen har samtidig besluttet, at kontrollen med arbejdsklausuler i statens som helhed i fremtiden generelt skal målrettes de områder, hvor der er størst risiko for overtrædelser.
Den nye kontrolenhed kommer til at høre under Vejdirektoratet. Vejdirektoratet skal derfor i den kommende tid have ansat medarbejdere til opgaven.
Kontrolenheden bliver finansieret med en bevilling på fem millioner kroner om året i årene 2020 – 2023. Herefter skal der afsættes nye midler, hvis opgaven skal fortsætte.
Det er forventningen, at den nye kontrolenhed gradvist kan begynde sit arbejde efter sommerferien.
Læs hele artiklen her.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.