Ny praksis om grov uagtsomhed

Artikel af Claus Berg, Partner, og Tine Pii, Senioradvokat, Bech-Bruun Advokatpartnerselskab

Utrykt VBA-kendelse

Som den mest interessante af disse nye afgørelser skal i første række fremhæves en utrykt VBA-kendelse afsagt den 25. april 2024 med en højesteretsdommer som formand for voldgiftsretten.

Afgørelsen, som angik en hovedentreprise udført på AB 92-vilkår, er et af de ganske få eksempler på, at der er givet bygherren medhold i, at en entreprenør har handlet groft uagtsomt (groft uforsvarligt). I den konkrete sag indebar dette, at bygherren også efter udløbet at den 5-årige reklamationsfrist i AB 92 § 36, stk. 1 (svarende til AB 18 § 55, stk. 1) fortsat kunne påberåbe sig de mangler, som fandtes at være udslag af grov uagtsomhed.

Voldgiftsretten tillod under et syn og skøn som led i voldgiftssagen bygherren at stille spørgsmål til de udmeldte skønsmænd om, hvorvidt en række udførelsesforhold ”indebar en indlysende fare for skade på person eller ting.” Spørgsmål efter denne recept  lå i gråzonen op mod spørgsmål, som alene tilkommer voldgiftsretten at forholde sig til. Spørgsmålene blev dog tilladt trods protest fra entreprenøren, idet de fandtes at være af overvejende teknisk karakter snarere end af ren juridisk karakter.

De stillede spørgsmål sigtede blandt andet til forskellige konstruktive befæstelser i tagkonstruktionen, herunder manglende fastgørelser af hanebånd, utilstrækkelige udvekslinger, manglende og utilstrækkelig sømning og boltning mv.

Om disse forhold udtalte skønsmændene blandt andet følgende: ”Er de rette vindforhold til stede, vil den fejlagtige udførelse indebære en risiko for nedstyrtning og dermed skader […] Når dele af en tagkonstruktion først er blæst af, medfører det ofte, at det tager mere med sig, da der er åbent i konstruktionen, selvom resten er konstrueret byggeteknisk korrekt […]”

Voldgiftsretten fastslog herefter følgende: ”Voldgiftsretten finder efter en samlet vurdering, at fejlene samlet havde en alvorlig betydning for tagkonstruktionens grundlæggende stabilitet og bæreevne. Der var således tale om alvorlig svækkelse af tagkonstruktionens robusthed med risiko for, at der kunne ske nedstyrtning af hele eller dele af taget med alvorlig fare for personer eller ting. Efter en samlet vurdering af forholdene under denne emnegruppe finder voldgiftsretten, at disse fejl indebar en så indlysende fare for alvorlig eller betydelig skade på personer eller ting, at [HE] har handlet groft uforsvarligt i AB 92 § 36, stk. 2, nr. 3’s forstand i denne forbindelse.”

Sagen blev for bygherren ført af Bech-Bruun.

Utrykt dom fra Vestre Landsret

I den anden p.t. utrykte dom afsagt af Vestre Landsret den 15. august 2024 tog landsretten stilling til en særegen variant af et synspunkt om grov uagtsomhed. I denne sag havde hovedentreprenøren – som selv var blevet dømt til at betale erstatning til bygherren for udgifter for afhjemling af mangler ved en tagentreprise – ikke reklameret over for sin underentreprenør inden for den 5-årige reklamationsfrist. Imidlertid havde bygherren – længe inden 5-årsfristens udløb – reklameret direkte over for underentreprenøren uden på daværende tidspunkt at reklamere over for hovedentreprenøren. Det forhold, at underentreprenøren ikke på daværende tidspunkt havde underrettet hovedentreprenøren om bygherrens reklamation direkte over for underentreprenøren, var ifølge hovedentreprenøren udtryk for grov uagtsomhed fra underentreprenørens side.

Landsretten afviste – ikke så overraskende – hovedentreprenørens forsøg på at kategorisere underentreprenørens undladelse af at underrette hovedentreprenøren om bygherrens reklamation som groft uagtsomt. Så langt strækker den almindelige obligationsretlige diligensforpligtelse trods alt ikke.

Sagen blev for underentreprenøren ført af Bech-Bruun.

Trykt VBA-kendelse

Endelig fandt VBA i den senest trykte afgørelse om grov uagtsomhed i T:BB 2024.687, at en entreprenørs brug af en for blød træsort og manglende anvendelse af asfaltpap for at beskytte træet i en terrassekonstruktion var udslag af grov uagtsomhed. Som følge heraf så VBA bort fra, at bygherren først meget sent havde reklameret over mangler ved terrassen. Henset til, at der ifølge et syn og skøn under sagen ikke fandtes behov for udbedring af manglerne ved terrassekonstruktionen, men alene var tale om en levetidsnedsættelse, forekommer denne afgørelse ikke helt nem at forene med den gængse opfattelse af kravene i praksis til grov uagtsomhed.

Bech-Bruuns bemærkninger

Når en entreprenør eller rådgiver findes at have handlet groft uagtsomt, indebærer dette blandt andet, at AB-, ABT- og ABR-vilkårene om reklamationsfrister og ansvarsbegrænsninger sættes ud af kraft. Bygherrens mulighed for at gennemføre erstatningskrav bliver selvsagt dermed væsentligt forbedret.

Dette gælder ligeledes de nye begrænsninger i de deliktsbaserede, direkte krav mod underentreprenører og underrådgivere, som blev indført i AB og ABT 18 § 8, stk. 5 og ABR 18 § 7, stk. 5, idet disse begrænsninger også viger for grov uagtsomhed. Bygherrens fokus på eventuet at trænge igennem med et synspunkt om grov uagtsomhed er derfor ikke blevet mindre efter den seneste AB-reform.

Den nyeste trykte afgørelse i T:BB 2024.687 kunne umiddeltbart tyde på en lettere vej til grov uagtsomhed end tidligere antaget. Det må dog fastholdes, at der fortsat skal meget til, for at VBA og domstolene statuerer grov uagtsomhed. Den utrykte VBA-kendelse af 25. april 2024, hvor en højesteretsdommer var formand for voldgiftsretten, er på linje hermed. Afgørelsen bygger da netop også på det tidligere i retspraksis fastlagte kriterium for grov uagtsomhed (indlysende fare for alvorlig eller betydelig skade på personer eller ting) – se blandt andet U.1995.737H, hvor Højesteret for første gang bragte dette kriterium i spil.

Værd at bemærke i den nye utrykte VBA-kendelse er i øvrigt også, at der i den konkrete sag rent faktisk ikke var indtrådt skader af nogen art. Bemærkelsesværdigt er desuden, at det ikke udelukkede grov uagtsomhed, at bygherrens tilsyn under byggeriet samt ved 1-års- og 5-årseftersynet ikke havde reageret på de ellers graverende udførelsesfejl. Som udgangspunkt er eventuelt tilsynssvigt da også uden betydning for spørgsmålet om entreprenørens mangelsansvar i det hele taget.

Hvis tilsynet ligefrem måtte antages at have godkendt den – groft – mangelfulde udførelse, kan det dog næppe helt afvises, at dette ville kunne bringe entreprenøren ud af en ellers grov uagtsomheds-zone, eventuelt således, at der i stedet kunne blive tale om et projekteringsansvar for den involverede rådgiver. Mere sandsynligt i et sådant scenarie ville dog formentlig være et solidarisk ansvar for entreprenør og rådgiver baseret på begges grove uagtsomhed. At en rådgiver ligefrem skulle godkende en groft uagtsom udførelse af entreprisen, forekommer dog at være et overvejende hypotetisk scenarie.

En anden sag er i øvrigt, at det formentlig i almindelighed er vanskeligere at trænge igennem med grov uagtsomhed over for en rådgiver end over for en entreprenør – læs evt. nærmere herom i Claus Berg, ”Teknisk rådgivning – ABR 18”, s. 149ff. Bygherrens eventuelle påstand om, at en rådgiver har handlet groft uagtsomt, kan i øvrigt være et tveægget sværd, eftersom grov uagtsomhed normalt sætter rådgiverens ansvarsforsikring ud af kraft.