Den 16. maj 2018 præsenterede regeringen et udspil, der skal styrke konkurrencen om de offentlige opgaver og fremme samarbejdet mellem den offentlige og private sektor.
Det er godt at teste markedet, da det på denne måde er muligt at sikre det bedste produkt til den bedste pris. Derfor lægger regeringen i et udspil op til, at flere offentlige opgaver skal konkurrenceudsættes.
Ifølge Økonomi- og Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille er udviklingen i konkurrenceudsættelsen gået i stå i de senere år. Regeringen ønsker derfor at opstille måltal for konkurrenceudsættelsen i 2025 for både kommuner, regioner og staten. Måltallene skal suppleres af en række konkrete tiltag, der skal medvirke til at fremme det offentlige og private samarbejde. Regeringen vil drøfte udspillet med KL og Danske Regioner ved de kommende forhandlinger om kommunernes og regionernes økonomi for 2019.
Måltal for konkurrenceudsættelse
Måltallene benyttes som et redskab til at skabe opmærksom om regeringens ønske om, at flere opgaver skal konkurrenceudsættes. I 2007 blev der fastsat måltal for konkurrenceudsættelsen i kommunerne, men ikke på det regionale og statslige område. Kommunernes, regionernes og statens indikator for konkurrenceudsættelse (IKU, RIKU og SIKU) opgøres i procent og måler, hvor mange opgaver, der konkurrenceudsættes set i forhold til, hvor mange opgaver, det er muligt at konkurrenceudsætte.
Regeringen foreslår følgende måltal for konkurrenceudsættelsen i kommuner, regioner og staten:
Konkurrenceudsætning | I 2017 | Måltal for 2025 | Samlet stigning |
Kommuner | IKU på 27,1 % | IKU på 35 % | ca. 8 % |
Regioner | RIKU på 19,1 % | RIKU på 25 % | ca. 6 % |
Staten | SIKU på 28,8 % | SIKU på 35 % | ca. 6 % |
Regeringen konstaterer også i udspillet, at set på tværs af den offentlige sektor, er konkurrenceudsættelsesgraden i kommuner stagneret i de seneste år, mens der i regioner og stat er sket et fald.
Initiativer til fremme af konkurrenceudsættelse
Regeringen ønsker at igangsætte en række initiativer til at underbygge udviklingen af det offentlige og private samarbejde. Følgende initiativer er gældende for både kommuner, regioner, stat og virksomheder.
I Delaftale om fair og lige konkurrence mellem offentlige og private aktører blev det 5. april 2018 bestemt, at der skulle foretages en revision af reglerne for kontrolbud, indføres pligt til at underrette forbigåede tilbudsgivere om vurdering af indkomne tilbud såvel som aftalt, at prissætning, når stat, regioner og kommuner udøver erhvervsaktivitet, skal følge OECD’s anbefalinger. Du kan læse meget mere om den indgåede Delaftale om fair og lige konkurrence mellem offentlige private aktører i deres tidligere artikel.
Bird & Bird vil fortsat løbende opdatere om regeringens udspil og dets initiativer på vejen mod at sikre en øget konkurrenceudsættelse af opgaver i kommuner, regioner og staten.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.