Pilotprojektet med ID-kort tages i brug på fire udvalgte offentlige byggeprojekter. ID-kortordningen skal være med til at effektivisere og skærpe overholdelsen af arbejdsklausuler og dermed være en del af kampen mod social dumping.
Medarbejderne på anlægsprojektet med udvidelsen af motorvejen E20 på Vestfyn skal via en app på deres mobiltelefon være udstyret med et ID-kort, som skal bruges til at tjekke ind og ud fra byggepladsen.
Det er et pilotprojektet, som skal vise, om ID-kort er et effektivt værktøj til at kontrollere, om arbejdsklausuler bliver overholdt på offentlige byggepladser. Samtidig skal pilotprojektet opnå praktiske erfaringer med, om ID-kort kan understøtte bygherrens og Arbejdstilsynets kontrol med arbejdsmiljøfaglige uddannelser, registreringer i Registeret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) og arbejdsmiljøorganisation- og koordinatoruddannelse.
Pilotprojektet skal iværksættes på i alt fire offentlige byggeprojekter frem til januar 2022. Byggeprojekterne omfatter udover E20 en tilbygning og modernisering for Toldstyrelsen og Syd- og Sønderjyllands Politi i Padborg, en ombygning for Administrations- og Servicestyrelsen i Høje Taastrup og endeligt en ombygning af arealer til kontorlokaler og kantine på Rigensgade i København K, der skal huse de to internationale hav- og fiskeriinstitutioner ICES og Eurofish.
Konkret vil ID-kortet blive benyttet til at føre kontrol med arbejdsklausuler ved, at oplysninger om arbejdstid fra ID-kortet sammenholdes med lønoplysninger, som udleveres af hovedentreprenøren. Statens nye kontrolenhed med arbejdsklausuler vil blive inddraget i kontrollen med arbejdsklausuler på alle pilotprojektets fire udvalgte bygge- og anlægsprojekter.
ID-kortet vil desuden blive benyttet til at føre kontrol med arbejdsmiljøfaglige uddannelser, RUT-registrering og arbejdsmiljøorganisation- og koordinatoruddannelse ved, at Arbejdstilsynet kan tjekke oplysningerne via en computer på byggepladsen.
Der har allerede kørt et forsøg med ID-kort i Københavns Kommune. Her er den foreløbige vurdering, at ID-kortet har et spændende potentiale og kan bruges som værktøj i indsatsen mod social dumping.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.