Regeringens nedlukning af store dele af samfundet under COVID-19-pandemien betyder, at mange bygninger står tomme eller kun bruges i et mindre omfang. Driftsansvarlige skal derfor huske at vedligeholde deres anlæg eller/og desinficere og gennemskylle dem inden genåbning for at minimere risikoen for Legionellasmitte.
Legionella er en bakterie, der kan forårsage den alvorlige lungebetændelse kendt som legionærsygdom samt den influenza-lignende sygdom Pontiac-feber. Lukning af bygninger, dele af bygninger eller begrænset anvendelse kan øge risikoen for vækst af Legionella og andre bakterier i vandsystemerne og tilhørende udstyr, inklusive klimaanlæg, spabade, brusere og andet udstyr, hvis det ikke vedligeholdes rigtigt.
Visse temperaturforhold og stilstående vand i rør og andre vandsystemer giver gode vækstbetingelser for Legionella og andre bakterier. Når et vandsystem i længere tid har nedsat eller helt manglende gennemstrømning af vand, kan der ophobe sig bakterier, som er svære at komme af med igen og ikke blot lader sig fjerne ved almindelig gennemskylning.
Derfor er det vigtigt, at driftsansvarlige og bygningsejere sørger for at desinficere anlæggene, inden der åbnes igen, såfremt der ikke er opretholdt de rigtige temperaturforhold og et normalt vandforbrug under nedlukningen. Det kan eksempelvis være termisk desinfektion. Selvom man har sørget for, at systemerne er tømt for vand inden nedlukning, kan desinfektion også være nødvendig før genåbning, idet det kan være vanskeligt helt at tømme alle dele af systemet.
Læs hele artiklen her.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.