Danmark og EU er nu et skridt nærmere at sikre ordnede forhold for lastbilchauffører i Europa. Vejpakken er i dag blevet vedtaget af Europa-Parlamentet og kan derfor snart træde i kraft.
Danmark har i flere år arbejdet på europæisk plan for at sikre ordnede forhold og rimelige arbejdsvilkår for de lastbilchauffører, der lever af at bringe varer og gods rundt på tværs af grænserne i Europa.
Vedtagelsen af Vejpakken i Europa-Parlamentet er sidste skridt, inden de nye regler træder i kraft. Vejpakken sikrer grundlæggende flere og mere rimelige forhold for chaufførerne, ligesom den strammer grebet om de virksomheder, som tidligere har forsømt deres forpligtigelser over for chaufførerne.
Vejpakken indeholder blandt andet:
– At chauffører kan vende hjem hver fjerde uge og lastbilen hver ottende uge
– At virksomhederne skal betale for chaufførernes indkvartering, når chaufføren skal holde weekendhvil uden for køretøjet
– At reglerne om postkasseselskaber bliver strammet
– At reglerne om cabotage bliver strammet, og der bliver indført en karensperiode på fire dage for udenlandske lastbiler
– At myndighedernes håndhævelsesmuligheder bliver udvidet.
De første regler i Vejpakken vil allerede gælde umiddelbart efter, at de nye retsakter bliver offentliggjort i EU-tidende i løbet af sommeren 2020. Herefter vil de øvrige nye regler i Vejpakken løbende træde i kraft, i takt med at de bliver implementeret.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.