En ny dokumentarserie på discovery+ dykker ned i sagen om Britta Nielsens årelange svindel mod sin arbejdsplads i Socialstyrelsen. Humbug-redaktionen har set de to første afsnit af serien, og portrættet af ”Hygge-Britta” fra Hvidovre, som blev mangemillionær på bekostning af landets fattigste, bliver lidt for hyggeligt, men også hudflettende indimellem. Undervejs kommer der dog flere interessante oplysninger, der giver en bedre forståelse for, hvorfor og hvordan en af de mest betroede medarbejdere i Socialstyrelsen endte på flugt i eksotiske Sydafrika.
Det er nok de færreste, som ikke har fulgt bare lidt med i sagen om Britta Nielsen, der begik underslæb i Socialstyrelsen for over 100 mio. kr. igennem 25 år. Det var først i efteråret 2018, at en vedholdende bogholder i Roskilde Kommune fik sat en stopper for et af danmarkshistoriens svindelnumre, da der manglede 69.047 kr. på kontoen til et lokalt bosted.
Historien er så utrolig, at der selvfølgelig måtte komme en dokumentarserie om svindelsagen, der ville få selv Olsen-banden til at lette anerkendende med hatten, som fortælleren tørt konstaterer i den hurtigtklippede indledning. True Crime-genren er for alvor slået igennem herhjemme – især på streaming-tjenesterne – og discovery+ har med ”Britta og de forsvundne millioner” et rigtig godt bud på en bestseller.
Persongalleriet tæller bl.a. graverjournalisten fra Ekstra Bladet, den ene datters barndomsveninde, diverse forsvarsadvokater og den lokale chefefterforsker i Sydafrika. De kan tilsammen tegne et interessant portræt af en ”ordentlig” dame, med en spartansk barndom i en nomadefamilie, som røg på spanden økonomisk og endte i RKI. På et tidspunkt besluttede hun sig for at være sin egen lykkes smed – og fuske med tallene og overføre millioner af kroner til sin egen konto i stedet for til bosteder mv. for nogle af landets svageste.
Den ekstravagante jetset-svindler, Per Ulrich Karpf, hives også ind for at forsøge at forklare, hvad der driver folk til at svindle, og hvorfor det er så svært at holde op igen. Kontrasten til den forsigtige mormor fra Hvidovre er slående – og nok også årsagen til at Brittas bedrageri varede ved i et kvart århundrede, mens “Finans-Fyrstens” lyssky karriere var noget kortere.
Indimellem bliver der dog kogt lidt for meget suppe på tidligere offentliggjort materiale. Især det tidligere så overraskende interview med Brittas nu dømte døtre fylder forholdsvist meget. Og ”doku-soap”-underlægningsmusikken, som skal bryde den seriøse tone undervejs, ender ofte med at reducere en ellers spændende fortælling til noget, der leder tankerne hen imod reality-tv.
I episode 2 får vi et bedre indblik i, hvad de mange millioner gik til, efter Brittas sparsommelige mand går bort. Dyre heste, biler og luksusejendomme i Sydafrika fik hurtigt ben at gå på – ting der ikke er steget i værdi over tid – og årsagen til, at der ifølge kurator kun er 4 mio. kr. tilbage af de 117(!), som myndighederne fandt ud af var forsvundet fra Socialstyrelsen gennem årene.
Dokumentaren giver i de to første afsnit et godt indblik i både mennesket Britta og svindleren Britta – og fortælleren holder sig ikke for fin til at give hende med grovfilen, når han f.eks. beskriver hende som ”mere tør end en telefonbog”. Den nedladende karakteristik burde være overflødig, når man tænker på, at det er samfundets svageste, som søde og rare Britta har stjålet fra – og folkets dom har været hård – men det er alligevel svært ikke at have lidt ondt af den matriarkalske husmor fra Hvidovre, der endte med at hive sine børn med i fedtefadet. Britta Nielsen selv blev idømt 6½ års fængsel for bedrageri, mens hendes 3 børn er blevet idømt mellem 1½ og 3½ års fængsel.
Britta og de forsvundne millioner, episode 1+2 (discovery+)
Karakter: 💰💰💰 (ud af 5)
Denne anmeldelse er en del af Nohrcons temaserie “Humbug“. Tilmeld dig nyhedsbrevet, hvis du vil læse flere artikler m.m. om emnet.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.