Fodbolddramaet fortsætter: VM-målet er nået – men der er malurt i bægeret

Jublen kunne bryde ud i Parken i går, da Danmark sikrede sig en billet til næste års verdensmesterskab i fodbold i Qatar med en 1-0 sejr over Østrig. Fadøllene fløj højt, men der er flere ting, der får sejrens sødme til at smage mere bitter – i hvert fald for nogle fodboldfans. For fodboldverdenen er på det seneste blevet ramt af flere sager, der peger på, at de mange milliarder, der investeres – ikke kun i spillere, Premier League-klubber, eller nye stadions i Qatar – risikerer at korrumpere hele glæden ved legen med den lille læderkugle.

Vejen til VM i Qatar er brolagt med korruption og døde migrantarbejdere

Det er for længst dokumenteret, bl.a. af det amerikanske justitsministerium, at der var urent trav, da den lille, stenrige golfstat Qatar blev tildelt VM i fodbold i 2022 af flere, senere korruptionsdømte folk i spidsen for FIFA. Amnesty International har sidenhen dokumenteret, at op mod flere tusind fattige migrantarbejdere har mistet livet, siden Qatar fik tildelt værtsskabet i 2010, hvoraf mange har været involveret i byggeriet af de mange nye stadions og dertilhørende infrastruktur under kummerlige arbejdsforhold i ørkensandet. Det har fået flere nationale fodboldforbund til at lægge pres på FIFA og værtsnationen for at forbedre forholdene.

Dét der for Qatar skulle have været en succesfortælling med afholdelse af endnu et stort, internationalt sportsevent, risikerer nu at eksplodere op i hovedet på dem selv, når det danske landshold tager til VM med ”Football supports change” på trøjerne. Årsagen til Qatars sportsinteresse de senere år har seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og ekspert i Mellemøsten, Lars Erslev Andersen, tidligere forklaret til TV2: ”Det er en måde at gøre sig gældende internationalt, hvor de søger indflydelse og samarbejde, så de derigennem kan sikre deres forretninger og positionere sig.”

Sportswashing under angreb

Fænomenet er også kendt som sportswashing (i familie med det mere kendte greenwashing) – og Qatar er ikke den eneste golfstat, der prøver at polere deres image med milliardinvesteringer for at flytte fokus fra overtrædelse af basale menneskerettigheder. B.T. beskriver seneste eksempel: Salget af den engelske fodboldklub Newcastle FC til konsortiet Saudi Arabia’s Public Investment Fund, ført an af Saudi-Arabiens styrtrige kronprins Mohammed bin Salman.

Men noget tyder på, at sportswashing ikke længere går lige så ubemærket hen, og det bliver derfor spændende at følge, hvor mange protester vi får at se, frem mod verdensmesterskabet i slutningen af 2022 – udover et borgerforslag om politisk initiativ til boykot. Amnesty International DK har f.eks. allerede skudt en kampagne i gang under overskriften “Der er et yndigt land. Og det er ikke Qatar”. I den sammenhæng er det bemærkelsesværdigt og beundringsværdigt, at Dansk Boldspil-Union (DBU) har valgt at samarbejde med en kritisk organisation som Amnesty for at sætte fokus på vigtigheden af at overholde menneskerettigheder i forbindelse med VM i Qatar.

Problematiske investeringer trænger DBU i defensiven

Hvor DBU har valgt at gå forrest som et af de fodboldforbund, der aktivt kræver, at FIFA og Qatar gør mere for at forbedre forholdene omkring slutrunden – så halter det stadig lidt efter på andre områder relateret til investeringer og mulige forbindelser til diktaturstater, der krænker menneskerettigheder. Som Altinget for nylig har afsløret, så ønsker DBU ikke at offentliggøre den fulde liste over aktieinvesteringer, hvilket undrer flere eksperter, der stiller spørgsmålstegn ved, om DBU kan have økonomiske interesser, der ikke tåler dagens lys.

Kommunikationschef, Jakob Høyer, afviser dog beskyldningerne overfor Altinget: “Formålet med DBU’s investeringspolitik er meget klart at undgå investeringer i uetiske formål så som fx våbenhandel, brud på menneskerettigheder, der strider med FN’s Global Compact. Danske Banks egne investeringsretningslinjer tilsiger tilsvarende, at der ikke kan foretages sådanne investeringer.”

Skattely i spotlyset

Noget andet, som for nylig så dagens lys, er skatteunddragelse. De såkaldte Pandora Papers, som er blevet gransket af den internationale sammenslutning af undersøgende journalister, ICIJ, har bl.a. afsløret den profilerede, spanske toptræner i Manchester City, Pep Guardiola, i at skjule et millionbeløb fra de spanske skattemyndigheder, fortæller TV2.

Ifølge DR er flere argentinske fodboldspillere også nævnt i de lækkede dokumenter ifm. skattely: Angel Di Maria fra den franske storklub Paris Saint-Germain, cheftræneren i samme klub, Mauricio Pochettino, og den tidligere FC Barcelona-spiller Javier Mascherano. Spillere, trænere og klubber fra højeste hylde, der kæmper med om trofæer hver eneste sæson – bl.a. i Champions League.

Matchfixing i Madrid – eller ”bare” i Moldova

En anden fodboldgigant, spanske Real Madrid, ramte for nylig et nyt lavpunkt ved at tabe på den berømte hjemmebane Bernabeu til upåagtede Sheriff Tiraspol fra Moldova – Europas fattigste land – som det danske landshold bl.a. ydmygede med 8-0 i VM-kvalifikationen. Var det matchfixing, kunne man måske spørge sig selv, men det er der (endnu) ikke noget, der tyder på.

Som Politiken har afdækket, så kan der være andre mere besynderlige årsager til den fodboldmæssige sensation. Sheriff Tiraspol befinder sig nemlig i den pro-russiske udbryderstat Transnistrien – styret af konglomeratet Sheriff, som ejer alt fra butikker, tankstationer og tv-stationer. Penge er der nok af i klubledelsen, og truppen består derfor stort set kun af spillere fra Sydamerika og Afrika – og oveni det er der massive problemer med matchfixing i den nationale liga, hvor klubben også favoriseres af det lokale fodboldforbund. Ikke desto mindre var det stadig et af de mest chokerende nederlag i Champions League-historien.

Andedammen er ikke immun for matchfixing

Matchfixing er heller ikke et ukendt fænomen herhjemme i vores egen lille andedam. I 2016 faldt den første dom for fixing af Hvidovre-kampe i 1. division, hvor straffen blev stadfæstet i Østre Landsret til et års betinget fængsel for groft bedrageri. Samme år lavede Danmarks Idrætsforbund (DIF) kampagnen ”Stop Matchfixing – Sig noget, hvis du ser noget”, bl.a. i samarbejde med DBU – efter flere sager siden 2011.

Siden 2016 er DBU’s egen liste over kendelser ikke opdateret, men som Politiken bl.a. har afdækket, så har der været flere eksempler på mistænkelige sager, behandlet enten af politiet eller forbundene selv. Seneste tilfælde fandt ifølge TV2 sted forrige år, hvor fem tyske mænd kunne indløse usædvanligt store gevinster efter en bemærkelsesværdig 1. divisionskamp imellem Næstved BK og FC Roskilde. Politiet kunne dog ikke finde afgørende beviser for, at der havde fundet matchfixing sted. Der dukker dog løbende sager op i andre lande også – i nabolandet Sverige har en rapport, beskrevet i Ekstra Bladet, konkluderet, at matchfixing breder sig helt op til eliterækkerne.

Er boykot løsningen?

Tilbage i Parken er der ikke meget der tyder på, at de danske roligans lader sig påvirke af de mere negative aspekter af professionel fodbold, hvor milliarderne ruller ufortrødent videre – også selvom der er snyd involveret. Nationalarenaen var således udsolgt endnu engang, da landsholdet sikrede sig billetten til VM i Qatar – og fodboldfeberen fortsætter på samme høje niveau som under EM. Der er dog flere, der er betænkelige ved at tage turen til Qatar, fordi de ikke ønsker at støtte op om styret – og pt. har lige knap 10.000 borgere skrevet under på forslaget til Folketinget.

De mere etablerede, kritiske røster er faktisk også uenige om, hvorvidt Danmark bør boykotte VM – for hvordan skaber man bedst forandring i et mellemøstligt diktatur? Ved at blive væk, eller ved at møde op og udtrykke sin utilfredshed med tingenes tilstand foran hele verdenspressen. På den ene side hælder Amnesty International f.eks. til det sidste: ”Det er ikke vores opgave i Amnesty at anbefale boykot eller ej til andre aktører. Vores opgave er at videregive vores research og dokumentation om menneskerettighedssituationen i Qatar til de aktører, der er interesseret.” I Transparency International Danmark (TI-DK) er holdningen til boykot en lidt anden: ”TI-DK mener at det kan og bør være Danmark, der tager det første skridt og påtager sig den forpligtelse at boykotte VM i Qatar. Ikke kun fordi Danmark oftest er et forgangsland, men mest fordi Danmark, ifølge CPI, er et af de mindst korrupte lande i verden.”

Sport, penge og politik – den uhellige treenighed

Hvor (professionel) sport og penge ikke kan adskilles, kører debatten lige nu i kølvandet på kvalifikationen til VM om, hvorvidt sport og politik kan adskilles. Senioranalytiker Stanis Elsborg fra organisationen Play the Game, som arbejder for at fremme etik og demokrati i sportens verden, er ikke i tvivl, når Humbug stiller ham spørgsmålet: ”Det er klart, at den stigende tendens til at autoritære stater maser sig ind i fodboldverdenen og for den sags skyld hele sportsverdenen i håb om at udnytte sporten i politisk øjemed er en kæmpe udfordring, som ingen rigtig har fundet et modsvar til. Og det er vigtigt at huske på, at lande som f.eks. Qatar, Kina, Saudi Arabien eller Rusland investerer altså ikke i sport for sportens skyld, men det er rendyrkede politiske motiver, der står bag.”

Både landstræner Kasper Hjulmand, kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), og statsminister Mette Frederiksen (S) har ellers været ude og indtage den modsatte holdning og afvise boykot af slutrunden under parolen at “udenrigspolitik og fodbold bør skilles ad“. Man vil ikke tage sportsfolk som politiske gidsler og vil i stedet gå dialogens vej og lægge pres på FIFA og Qatar. Stanis Elsborg fra Play the Game, har overfor DR efterlyst en bred international idrætsstrategi som løsning på udfordringen – og det er da også svært at forestille sig, at dansk enegang kan føre til omfattende forandring.

At sport og politik ofte går hånd i hånd, og at sportswashing langt fra er et nyt fænomen, er der da også flere historiske eksempler på. Adolf Hitler brugte f.eks. OL i Berlin i 1936 til at male et glansbillede af Nazityskland, på trods af hans egen skeptiske holdning ved tildelingen af værtsskabet fem år før. Ifølge fagbladet Historie mente Hitler dengang, at legene var “en opfindelse, som jøder og frimurere har gjort”, og som “ikke på nogen måde kan opføres i et rige, der regeres af nationalsocialister”. Folkeforføreren fik først senere startet den velsmurte propagandamaskine op. De nazistiske arrangører havde, ifølge folkene bag Idrætshistorie.dk, sat alt ind på at give verden en storslået fest, som skulle få alle spor af vold og forfølgelse til at forsvinde bag en skinnende facade med selvbilledet af en fredelig og arbejdsom nation. Først senere gik det op for omverdenen, hvilke rædsler propagandaen varslede – og på det tidspunkt betød omdømme langt mindre end territorie.

Fodboldens skyggeside kan ikke skyde fodboldglæden til hjørne

Fodbold vækker følelser, og argumenterne imod Danmarks deltagelse ved VM i Qatar appellerer nok mere til fornuften, end til de glødende fodboldhjerter hos både statsminister, landstræner og de danske roligans i øvrigt. Det er måske også årsagen til, at fodbolden ikke er skudt til hjørne, til fordel for boykot – og at græsset stadig er grønnere på den anden side, hvor milliarderne ruller videre som bølgen på stadion, sideløbende med de mange sager om matchfixing, korruption og sportswashing m.m. Der er selvfølgelig også fornuft i at søge dialogens vej – men spørgsmålet er om der lydhørhed iblandt dem, der kæmper med næb og klør for at bibeholde magten.

Senioranalytiker Stanis Elsborg fra Play the Game, ser ingen overordnet tendens til, at fodboldens skyggeside skulle ødelægge fodboldglæden hos majoriteten i samfundet, men ser VM i 2022 som et muligt vendepunkt, da fodboldfans i langt højere grad engagerer sig i spørgsmål om sammenhængen mellem sport, politik, korruption og menneskerettigheder: ”Måske kan Qatar være en game changer, hvis danske og internationale medier fastholder fokus på de uhyrligheder, der er forbundet med fodbold-VM i Qatar. Det vil uden tvivl være et af de mørkeste kapitler i idrætshistorien.”

Fodboldspillet er i dag en milliardforretning og har mistet sin uskyld for længst, men fodboldglæden er stadig intakt i størstedelen af befolkningen og falmer nok ikke lige foreløbig. På samme måde forstummer fortællingen om fodboldens skyggeside heller ikke, før FIFA og de øvrige fodboldbosser – for ikke at nævne olierige diktaturstater – får et vink med en vognstang fra en bred politisk front om, at nok er nok.

Denne artikel er en del af Nohrcons temaserie “Humbug“. Tilmeld dig nyhedsbrevet, hvis du vil læse flere artikler om emnet.