Nohrcon har overrakt prisen for ’Årets sundhedsbyggeri 2022’ til teamet bag Psykiatrisk Center Sct. Hans – også kendt som ’Udsigten’. En offentlig afstemning og en fagjury afgjorde, at det var retspsykiatriens nye pejlemærke for fremtidens sundhedsbyggeri ved Roskilde Fjord, som fortjente hædersprisen i år. Juryen fremhævede bl.a. projektets store indlevelse i de særlige patienters behov og den tætte kontakt til naturen. Regionsrådsformand, Lars Gaardhøj (S), er på Regionens vegne utrolig stolt af prisen – og at det er lykkedes at skabe nogle moderne og hjemlige rammer for patienter, pårørende og medarbejdere i retspsykiatrien.
For 5. år i træk sætter Nohrcon fokus på de gode eksempler på byggeri og indretning af hospitaler, plejeboliger og psykiatriske centre med Kåringen af årets sundhedsbyggeri – som optakt til Temaugen om fremtidens sundhedsbyggeri 2022 d. 15/11–17/11 med vigtig videndeling på agendaen.
Sidste år gik prisen til det bevægende børne- og ungehospice Strandbakkehuset i Rønde, men i år dystede et plejehjem i Hornbæk, og fire vidt forskellige typer hospitalsbyggeri – fra Herning til Hovedstaden om prisen. Alle fem vigtige fyrtårne for fremtidens sundhedsbyggeri – men ét af dem lyser nu lidt mere op med kåringen som Årets sundhedsbyggeri 2022.
Mens der fra politisk side forhandles ivrigt om finansieringen af en ny tiltrængt 10-års plan for psykiatrien, står et nyt pejlemærke for fremtidens psykiatri nu klar ved Roskilde Fjord. Et Kvalitetsfondsbyggeri, i harmoni med den vilde natur, som skal styrke patienternes mentale helbred.
Den nye retspsykiatri på Sct. Hans Hospital er opført som en selvstændig bygning i forlængelse til det historiske Sct. Hans fra 1800-tallet. I retspsykiatrien er der helt specielle og høje sikkerhedskrav – alligevel er det lykkedes at skabe et byggeri, der hverken giver associationer til hospital eller fængsel. Den helende og funktionelle arkitektur sikrer dels, at de ansatte har en tryg arbejdsdag, og dels at patienterne trives i de unikke rammer. Og brugerne har taget godt imod: Bygningen er således døbt ‘Udsigten’ af patienter og personale pga. dens fantastiske placering med udsigt til mark og skov ved Roskilde Fjord.
Midt i byggeriet ligger den store aktivitetspark, hvor patienterne kan nyde naturen eller få deres daglige motion på løbebanen. Der er også aktivitetsrum med motionsredskaber og en boldbane. Aktivitetstilbuddene omfatter også café, kiosk, stillerum til meditation/bøn, værksteder, et musikrum og en sportshal. Der er sågar et terapibassin, hvor patienter kan hvile krop og sind.
Patienterne bor i enestuer, som er gjort så hjemlige som muligt, med skæve vinkler og forskudte vinduer. Vindueskarme, skrivebord og det indbyggede skab er i træ, der giver en varm glød. I fællesarealer er der store glaspartier, så naturen trækkes indenfor. Der er hyggehjørner med tv og siddemøbel, og patienterne kan mødes om måltiderne i spisestuen.
“Et meget imødekommende projekt udført med stor indlevelse i de særlige patienters behov. Med få virkemidler er der opnået en god harmoni – et byggeri i balance med omgivelserne.”
“Viser stor forståelse for brugerne af byggeriet. Positivt med den tætte kontakt til naturen overalt i byggeriet. Fin udnyttelse af dagslyset. Godt materialevalg. Sikkert og overskueligt fælles gårdrum.”
“Projektet har formået at løse udfordringerne med at skabe rummelige uderum, der samtidig opfylder de nødvendige krav om sikker afskærmning. Et smukt byggeri, som har taget funktionskravene alvorligt, men også anvendt dem til at skabe nye muligheder.”
Psykiatrisk Center Sct. Hans – Årets sundhedsbyggeri 2022. Foto: Adam Mørk
Foto: Nohrcon
”Det er en god dag at være regionsrådsformand, når hele tre af vores hospitalsbyggerier i Region Hovedstaden er nomineret til Årets Sundhedsbyggeri. Det viser i sig selv, at vi er på rette vej i forhold til at skabe de gode fysiske rammer for patienterne og deres pårørende, vi ønsker, og for de medarbejdere, der arbejder der. At det er ’Udsigten’ på Psykiatrisk Center Sct. Hans, der vinder, bekræfter os i, at det er lykkedes at skabe nogle moderne rammer for patienterne i retspsykiatrien, der bygger på, at alle mennesker har ressourcer, der kan styrkes og udvikles, mens man er indlagt, ofte i længere tid. Retspsykiatrien er ikke et fængsel, men en del af sundhedsvæsnet. Og sundhedsvæsnet handler om mennesker. Derfor gør det mig særlig glad, at fagjuryen i deres bedømmelse har lagt vægt på, at der i Udsigten er skabt en følelse af hjemlighed, med mulighed for både privatliv og samvær med andre, ligesom byggeriet åbner sig ud mod naturen og det omkringliggende samfund.”
”Jeg vil selvfølgelig først og fremmest sige stor tak til alle dem, der har stemt på os, og til fagjuryen. Vi er meget glade og stolte over, at ’Udsigten’ er kåret som Årets Sundhedsbyggeri – et byggeri, som mange gode kræfter har været med til at skabe. Det er en særlig stor ære at vinde, fordi alle de fem nominerede sundhedsbyggerier – på trods af forskellige formål og målgrupper – har det til fælles, at de skaber nye, visionære rammer for velfærd og sundhed i Danmark.”
”Det er en dejlig nyhed, at Sct. Hans er blevet kåret som årets sundhedsbyggeri, og jeg håber, at det vil være med til at bane vejen for mere af den gode, helende arkitektur i sundhedsvæsenet. Byggeriet demonstrerer at høje behandlings- og sikringskrav sagtens kan forenes med imødekommende rammer for patienter og ansatte, og det kan en pris som denne være med til at synliggøre. På Sct. Hans er naturen inddraget i arkitekturen, uanset om man opholder sig ude eller inde, og på trods af et højt sikkerhedsniveau er indretningen varm og hjemlig. Bygningen i sig selv skaber den nødvendige sikring udadtil og lægger sig smukt ind i landskabet.”
”Udviklingen af Sct. Hans er både en af de sværeste og mest inspirerende opgaver, vi har haft fingrene i på tegnestuen. Vi har indpasset et stort byggeri med en lang række funktionelle og sikkerhedsmæssige bindinger i nogle helt særlige historiske og landskabelige omgivelser. Den største udfordring har været at koble et komplekst program af rum med et 12 m terrænspring. I skitseringsprocessen blev det tydeligt for os at bygning og landskab kunne blive én og samme fortælling ved at indskrive disse rumkrav i et terrasseret bygningsværk. Dette blev et både forløsende og mulighedsskabende greb, som alle parter i projektet efterfølgende har ønsket at fastholde og udforske. Resultatet er blevet et meget helstøbt anlæg, som indskriver sig respektfuldt i det smukke Sct. Hans. Sikkerhedsperimeteren omkring byggeriet er gjort beboelig, så den skaber glæde for alle de patienter, der skal finde tilbage til et liv i balance, mens de opholder sig her. Samtidigt omslutter de enkelte boenheder naturligt en oplevelsesrig park, der i sig selv nyder godt af at være anlagt på det bakkede istidslandskab. Både park og bebyggelse åbner sig op mod fjorden og skaber lange horisonter. Det er det helt særlige ved stedet, og grunden til at Region Hovedstadens Psykiatri efterfølgende har valgt at navngive den nye afdeling ”Udsigten”.
”Det byggeri vi kan se i dag, er resultatet af et udbytterigt samarbejde med både patienter, personale og bygherre. Projektet er bygget op omkring samtaler, der allerede blev påbegyndt under konkurrencen, og som i virkeligheden stadig pågår. Jeg kan mærke et helt unikt ejerskab til stedet, når jeg taler med de involverede. Alle er stolte, og det er en fælles bedrift, at vi alle sammen føler at det er ”vores sted”. Jeg er sikker på at det stiller medarbejderne i en position, hvor de kan træde ind i deres arbejde med inspiration, naturlig autoritet og omsorg. Medarbejderne kan nemt overskue husets aktiviteter på grund af den store transparens og den måde rumlighederne er organiseret. Der er både rum til den intime samtale og større fællesaktiviteter. Patienterne har fået rum til privatliv samt små og store fællesskaber og en oplevelse af at være en del af det omkringliggende samfund med de oplevelser og valgmuligheder, der kendetegner et fuldt liv.”
”Vi ved, hvor stor en betydning det har for mennesker med kontakten til naturen – og for svært psykisk syge patienter kan det virke helende på sindet og være med til at skabe ro. Derfor har det også som landskabsarkitekt været meget meningsfuldt at have arbejdet med den ny retspsykiatri – ikke mindst pga. den fantastiske placering i landskabet med udsigt over både Roskilde Fjord og de grønne haver, som man har visuel kontakt med fra stort set alle rum i bygningen.”
”Vi er utrolig stolte af at høre, at Ny Retspsykiatri Skt. Hans nu har vundet prisen som Årets Sundhedsbyggeri 2022 i et stærkt felt af spændende byggerier. Som projektleder for alle ingeniørfagene har jeg og teamet i OJ Rådgivende Ingeniører i flere år været beskæftiget med dette unikke og højt specialiserede sundhedsbyggeri. Et stort fokus på funktionalitet, brugervenlighed, tekniske detaljer og forskellige behov samt bæredygtige løsninger har præget opgaven, som på flere områder har været meget inspirerende at arbejde med.”
“Sikken fin anerkendelse af, at det er lykkedes at udmønte vores fælles visioner om en human, helende og alligevel topsikret forvaring af psykiatriske patienter, med tryghed for personalet og pårørende og det omkringliggende samfund. Jeg har personligt været involveret i projektet siden den spæde start for mange år siden og må bare sige, at det har været båret frem med et stort ønske om fremdrift og fælles fodslag om visionerne på tværs af bygherre og alle involverede parter. Det er på alle måder et virkelig fint projekt, som jeg er stolt af, at Spangenberg & Madsen har været med til at gøre til virkelighed. Tak til bygherre, tak til teamet – og tillykke til brugerne med det vellykkede hus.”
Psykiatrisk Center Sct. Hans – Årets sundhedsbyggeri 2022. Foto: Adam Mørk
Psykiatrisk Center Sct. Hans – Årets sundhedsbyggeri 2022. Foto: Adam Mørk
Psykiatrisk Center Sct. Hans – Årets sundhedsbyggeri 2022. Foto: Adam Mørk
Psykiatrisk Center Sct. Hans – Årets sundhedsbyggeri 2022. Foto: Adam Mørk
Psykiatrisk Center Sct. Hans – Årets sundhedsbyggeri 2022. Foto: Adam Mørk
Psykiatrisk Center Sct. Hans – Årets sundhedsbyggeri 2022. Foto: Adam Mørk
Psykiatrisk Center Sct. Hans – Årets sundhedsbyggeri 2022. Foto: Adam Mørk
Psykiatrisk Center Sct. Hans – Årets sundhedsbyggeri 2022. Foto: Adam Mørk
Ny Retspsykiatri Sct. Hans /// Godtsygehusbyggeri /// KHR Architecture /// RUBOW arkitekter /// Opland Landskab /// OJ Rådgivende Ingeniører /// Spangenberg & Madsen
Peter Green Melgaard, kommunikationschef, tlf.: +45 60 15 71 15, e-mail: pm@nohrcon.com
Den 15. november: Temadag om fremtidens sundhedshus
Den 16. november: Studietur til nye og kommende hospitalsbyggerier (halv dag)
Den 17. november: Konference om fremtidens hospital
Den 15. november: Studietur til nye og ombyggede plejeboliger
Den 16. november: Konference om fremtidens plejebolig
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.