Med fodboldlandsholdets kvalifikation til VM i Qatar, blev debatten om boykot af et internationalt mega-event atter aktuel. Men vinter-OL i Beijing, som afholdes tidligere i 2022, har ikke fået nær så meget opmærksomhed fra politisk side - et event, som en dansk ekspert ellers kalder for "sportswashing for fuld udblæsning". Et blik tilbage på Hitlers OL i Berlin i 1936 kan måske forklare, hvorfor sammenblandingen af sport og politik til stadighed kan skille vandene - og hvorfor vi aldrig må lade propaganda stå alene.
Glæden var stor, da Danmark i overlegen stil kvalificerede sig til endnu et VM i fodbold, men som Humbug-redaktionen tidligere har beskrevet, er Danmarks deltagelse i Qatar præget af moralske overvejelser og heftige diskussioner. At vinterverdensmesterskabet i herrefodbold i Qatar 2022 er et af de mest kontroversielle sportsstævner i nyere tid, synes der at være bred enighed om. At store sportsbegivenheder, er blevet brugt som ”sportswashing” til at få de bitre politiske piller til at glide lettere ned, er der mange historiske eksempler på. Men om boykot er den rigtige vej at gå, er stadig det helt store dilemma.
Lidt senere i artiklen dykker vi ned i historien om den nok mest kontroversielle sportsbegivenhed i verdenshistorien; OL i Berlin i 1936, for bedre at forstå, hvorfor autoritære regimer investerer så massivt i imagepleje. Men først skal det handle om det første af de to største sportsbegivenheder i 2022, hvor propagandamaskinen allerede er kørt i stilling på skibakken: Vinter-OL i Beijing til februar.
Hvor VM i Qatar-debatten har præget medierne med for-og-imod boykot – så er samme dilemma ikke nær så synligt ift. Danmarks deltagelse ved vinter-OL og PL (Paralympiske Lege) i Beijing – selvom flere internationale menneskerettighedsorganisationer m.fl. har forsøgt at sætte fokus på problemerne med kinesisk afholdelse. Og det er en stor fejl, at den offentlige debat ikke kører på mindst lige så højt blus mht. Beijing 2022, som ift. Qatar 2022, mener senioranalytiker Stanis Elsborg fra organisationen Play the Game (der arbejder for at fremme etik og demokrati i sportens verden), som også er stifter og redaktør på idraetshistorie.dk.
Stanis Elsborg er således ikke bleg for at kalde kinesernes kommende vinterlege for “sportswashing for fuld udblæsning“. Han uddyber overfor Humbug-redaktionen: ”I 2008 oplevede verdensbefolkningen for alvor, hvordan OL kunne bruges til at sende særlige politiske og nationale budskaber, ikke mindst via fakkelruten og åbningsceremonien, hvor Kina iscenesatte sig selv og skabte et skønmaleri. Og den mulighed vil de formentlig også udnytte igen i 2022, hvor meget tyder på, at særligt rumpolitikken igen kobles direkte til elitesporten, som vi så under den kolde krig og i forbindelse med vinter-OL i Sotji 2014.”
Da selvsamme kommunistiske styre skulle afholde sommer-OL i 2008, rasede debatten da også på fuldt blus, ifølge Jørn Hansen fra Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet, på idraetshistorie.dk. Det blev endda til en forespørgselsdebat i Folketinget, hvor Kinas rolle i Tibet og landets omgang med menneskerettigheder bl.a. blev diskuteret. Meget vand er løbet under broen siden da, men de fleste er enige om, at Kina ikke har ændret sig meget på området og stadig styrer landet med en jernnæve – som det senest er set ifm. forfølgelsen af det muslimske mindretal, uighurerne.
En rapport fra Newlines Institute for Strategy and Policy, i samarbejde med Raoul Wallenberg Centre for Human Rights, har endda beskrevet det som folkedrab – omend af en lidt mindre makaber type, end det var tilfældet i Hitlers Nazityskland under 2. verdenskrig efter OL i Berlin i 1936. Men det er som om, at VM i Qatar, har givet kineserne lidt pusterum, inden pressen og politikerne igen får færten af vinter-OL i Beijing – hvor sportens fascinerende stjerner og discipliner endnu engang skal fjerne fokus fra overtrædelser af basale menneskerettigheder – denne gang i “Riget i midten”.
Boykot-debatten kører som sædvanlig i to spor: Er det de internationale idrætsforbund eller de individuelle -udøvere, som skal tage afstand fra de fundamentale brud på menneskerettigheder og aflyse/udskyde eller melde afbud til eventet – eller er det de politiske eller royale ledere fra de kvalificerede lande, der i sidste ende skal tage stilling til et politisk og ikke idrætsbetonet problem, så sportsudøverne ikke tages som gidsler i et storpolitisk magtspil. Hidtil har pilen peget mest på statslederne – og ifølge Play the Game‘s kilder i Danmarks Nationale Olympiske Komité, er det da også årsagen til, at Kronprins Frederik trak sig som medlem af IOC, for ikke at blive smudset til af de såkaldte “Genocide Games” i Beijing.
For bedre at tage stilling til boykotdilemmaet, er det vigtigt at forstå den historiske kontekst, som sportswashing udspringer fra. De olympiske lege i 1936 begyndte d. 1. august og var på det tidspunkt et af de bedst rapporterede. Legene var de første til at blive vist på tv og blev dækket i radioen i 41 lande. Samtidig lavede nazisternes stjernefilmmager, Leni Riefenstahl, filmen ”Olympia”. Filmen blev berømt for sine sublime skud af de udøvende atleter, teknikker der stadig er i brug i dag, i dækningen af sport. Op til legene introducerede nazisterne det, nu traditionelle, symbolske fakkelløb, fra Grækenland til det nye tusindårsrige.
Særligt imponerende var det nybyggede olympiske stadion – på det tidspunkt, verdens største sportsstadion, der rummede over 100.000 tilskuere, mange af dem turister, der var kommet for at se OL og måske også af nysgerrighed, for at opleve det nye tyske styre. Legene blev sat i gang med en olympisk hymne, skrevet til lejligheden af komponisten Richard Strauss, en imponerende Zeppelin svævende over stadionet og med en hidtil uset, gennemkoreograferet åbningsceremoni. Der var tale om “det første mega-event nogensinde“, som Hans Bonde, professor i historie ved Københavns Universitet, tidligere har omtalt OL i 1936 overfor DR Historie. Det nazistiske Tyskland havde sat alt ind på at lave en sportsbegivenhed, der skulle vise det nazistiske systems og den germanske races overlegenhed.
Berlin vandt afholdelsen af de Olympiske lege i 1931 og slog dermed Barcelona i buddet om afholdelsen. Kort forinden afstemningen, var den anden spanske republik blevet erklæret. Den politiske uro, efter omvæltningen, menes at have spillet en afgørende rolle i, at valget faldt på den tyske hovedstad. To år senere, kom Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei til magten i Tyskland. Efter nazisternes magtovertagelse, mødte legenes placering kritik og protest, men de blev ikke rykket. At Den Internationale Olympiske Komité (IOC) på daværende tidspunkt ikke havde meget imod det nazistiske styre, understreges af, at de den 9. juni 1939 tildelte dem vinter-OL i 1940.
At Tyskland var en kontroversiel arrangør af de olympiske lege, kunne der ikke være tvivl om. Den 7. marts 1936 havde 3.000 tyske tropper marcheret ind i det demilitariserede område Rhinlandet. Forfølgelsen af jøder og andre mindretal var udtalt. Udover vold og chikane, fik de tyske jøder frataget deres statsborgerskab, der blev indført love imod ægteskab med arier, det blev forbudt for jøder at flage med det tyske flag og at praktisere som læger. Sidst, men ikke mindst, blev arbejdet med opførelsen af kz-lejren Sachsenhausen påbegyndt, i sommeren 1936.
Frygten for det nazistiske system var derfor tilstede ved legene, og kom til udtryk ved den polske ambassadør i Berlin, Jozef Lipskis kommentar til en medtilskuer, under åbningsceremonien: “Vi må være på vagt, over for et folk der har sådan et talent for at organisere sig“. Om den stærkt koreograferede åbningsceremoni sagde han: “De kunne lige så let mobilisere hele nationen til krig” (citater fra Oliver Hilmes bog ”Berlin 1936”, forlag: Kristeligt Dagblad). At denne forudanelse skulle blive frygtelig realitet, understreger den uro, der prægede Europa på dette tidspunkt og de bange anelser, som den nazistiske retorik affødte, i visse lande.
Joseph Goebbels døbte legende “en festival for glæde og fred” (Hilmes, Berlin 1936). I tiden op til og under legende, var der skruet kraftigt ned for den udtalte antisemitisme og racisme, der ellers var en hjørnesten i den nazistiske kommunikation og selvforståelse. Denne facade lod mange sig indtage af og både turister, journalister og diplomater blev grebet af det tyske værtskabs pomp og pragt. Herunder en midaldrende kvindelig amerikansk turist, der sneg sig forbi sikkerhedsvagterne ved den olympiske pool, for at plante et kys på Hitlers kind. “Jeg kyssede ham simpelthen, fordi han virkede så venlig og imødekommende” (Hilmes, Berlin 1936).
Også i den danske presse gik propagandaen rent ind. Absolut mest begejstret var Jyllands-Posten, der d. 18. august 1936 bl.a. skrev: “Det i alle henseender vellykkede forløb af olympiaden i Berlin betegner således en klar sejr for den sande sport i kampen mod den politiske sport.” (kilde i fuld længde: idraetshistorie.dk). Olympiaden stod også som noget særligt for den legendariske DR-reporter Gunnar “Nu” Hansen, selv under besættelsen, i 1944 husker han tilbage på legene: “Jeg glemmer aldrig den sidste aften på det olympiske stadion i Berlin 1936, da alle 100.000 tilskuere rejste sig op – man greb sidemandens hånd – ligegyldig hvilken nation han eller hun tilhørte – og råbet “Jeg kalder verdens ungdom” gjaldede gennem det dødstille stadion.” (Citater gengivet af Stanis Elsborg i podcasten Mediano Sport & Perspektiv: OL i Berlin 1936 – Forførelsens triumf).
Men bag den glitrende facade, var hadet tydeligt. Særligt den firedobbelte, afroamerikanske guldmedaljevinder, Jesse Owens, tiltrak sig Goebbels’ vrede og frustration: “Den hvide menneskehed burde skamme sig“. Skrev han i sin dagbog. Også i den tyske befolkning var racismen slet skjult. Særligt brunskjorterne havde svært ved at holde sig i skindet, når de sang: “Når OL er slut, slår vi jøden ud!” (Hilmes, Berlin 1936).
Nazisterne skulle ikke ligge på den lade side, efter de olympiske leges afslutning. Planerne om krig var i fuld sving. Som Goebbels skriver i sin dagbog, efter OL’s “lykkelige afslutning” var det tid til at blive “hensynsløse” i den spanske borgerkrig. Samtidig havde Hitler, i august 1936, krævet, at Tyskland skulle være klar til krig i hele Europa fire år senere.
Efter 16 dages OL afholdtes afslutningsceremonien. Denne blev markeret spektakulært, med lyskegler der indrammede det olympiske stadion. Der var grund til tilfredshed hos Hitler; Tyskland endte med at vinde flest medaljer med 89 i alt, andenpladsen tog USA med 56 medaljer. Men vigtigere end medaljerne var omverdenens syn på det nye tyske regime. Som Hilmes skriver: “Med OL i Berlin er konsolideringsfasen i nazisternes magtovertagelse afsluttet“. Således sluttede, hvad Stanis Elsborg vurderer til at være “den største propagandasucces nogensinde” – i hvert fald indtil videre. For det kommunistiske styre i Kina gør sig umage for at levere et mindst lige så bombastisk og forførende OL-arrangement i Beijing i 2022, som dét, verden var vidne til i Berlin i 1936.
På den officielle kinesiske hjemmeside for vinter-OL er det således tydeligt, at det kommunistiske styre lægger mange kræfter i at understrege, at der er international opbakning til afholdelsen i Beijing, akkompagneret af billeder af imponerende sportsarenaer. G20-ledere, der glæder sig til vinterlegene, og udtalelser fra ministeriets talsmand, Wang Wenbin, om at “vinter-OL i Beijing 2022 har modtaget stor opmærksomhed og støtte fra det internationale samfund“, står naturligvis i stærk kontrast til kritikken fra adskillige menneskerettighedsorganisationer og flere lande, herunder USA som den mest markante stemme.
Fortællingen om legene i Beijing, med det officielle motto “Together for a Shared Future” er dermed allerede i gang med at blive sat ind i en politisk kontekst, der skal polere det kinesiske styres omdømme, som også har været hårdt ramt ifm. COVID19-pandemien, som tog sit udspring i Kina. Ifølge arrangørerne symboliserer mottoet bl.a. “… unity and a collective effort, embodying the core values and vision of the Olympic Movement and the goal of pursuing world unity, peace and progress, as well as the vision of the Paralympic Games, especially making for an inclusive world.” Mon ikke det forfulgte muslimske mindretal, uighurerne, finder den sidste del om inklusion en anelse tragikomisk. Og måske kan historien om OL i 1936 langt om længe vise sig at få betydning for opbakningen til afholdelsen af legene i autoritære regimer – også selvom 3. verdenskrig ikke nødvendigvis er lige rundt om hjørnet.
Store sportsarrangementer anses stadig som en gylden mulighed for at opnå international anerkendelse og status – og fjerne fokus fra de reelle problemer, som værtslandene gerne vil dække over. Men der er muligvis et opbrud på vej. For at sportswashing skal “backfire”, så er debatten om boykot dog nødt til at manifestere sig som mere end politisk afstandtagen, f.eks. ved at IOC simpelthen udskyder legene, til værtsnationen har påvist væsentlige forbedringer på det område, der kritiseres.
Et logistisk og PR-mæssigt mareridt, men som menneskerettighedsadvokaten (og uighur), Rayhan Asat, som har opfordret til denne slags indgriben, har udtalt til Play the Game, så er det “unfathomable that we are still debating whether a country shall glorify its genocide via a universal game designed to achieve a better world”. 180 menneskerettighedsorganisationer verden over bakker indtil videre op om Asats opfordring, men spørgsmålet er, om den tiltagende kritik – og spøgelset fra fortiden – kan sætte en stopper for sportswashing i 2022.
Denne artikel er en del af Nohrcons temaserie “Humbug“. Tilmeld dig nyhedsbrevet, hvis du vil læse flere artikler om emnet.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.