En uge inde: fem ting i udbudsforordningen, overskrifterne ikke fangede

Europa-Kommissionen fremsatte den 9. september sit forslag til en ny udbudsforordning, COM(2026) 590. Hovedpunkterne er nu beskrevet af stort set alle: tre direktiver bliver til ét direkte gældende regelsæt, kvalitet får en minimumsvægt, og europæisk præference bliver skrevet ind.

Går man ned i selve forslagsteksten, ligger der fem ting, som dækningen i den første uge ikke fangede. Flere af dem betyder mere for dansk praksis end overskrifterne. Fem af de undervisere og talere, Nohrcon arbejder sammen med, har læst forslaget igennem, og deres observationer er med undervejs.

1. Klagesystemet følger ikke med

Kontroldirektiverne 89/665/EØF og 92/13/EØF forbliver uberørte, jf. forslagets artikel 35, stk. 2. Den materielle udbudsret samles i én forordning — håndhævelsen gør ikke.

Edgaras Markevičius, PhD og udbudsspecialist hos Sorainen, der taler på Nordic Public Procurement Forum, læser det på samme måde: den nye forordning kommer til at fungere sammen med det eksisterende klagesystem.

Det betyder, at Klagenævnet for Udbud, klagefrister og sanktioner fortsat hviler på nationale regler, der er indbyrdes forskellige fra land til land, mens grundlaget, der skal håndhæves, bliver ensartet. Hvordan et direkte gældende regelsæt skal håndhæves gennem femogtyve forskellige klagesystemer, er et af de spørgsmål, forslaget lader stå åbent.

For danske ordregivere og tilbudsgivere er det formentlig den mest praktisk relevante konstatering i hele forslaget: klagevejen ændrer sig ikke — endnu.

2. Laveste pris er ikke afskaffet

Efter artikel 98, stk. 4, skal kvalitetskriterier udgøre mindst 30 % af pointene — 50 % ved arbejdskraftintensive kontrakter, defineret som kontrakter, hvor lønomkostningerne overstiger halvdelen af kontraktværdien.

Men artikel 98, stk. 5, fastholder muligheden for at tildele alene på pris, hvis kvaliteten sikres gennem kravspecifikationen. Valget skal blot begrundes særskilt.

Flere gennemgange har skrevet, at laveste pris forsvinder. Det gør den ikke. Den bliver et valg, der skal kunne forklares — hvilket er en anden og mere håndterbar ændring for en dansk ordregiver.

3. In-house: strengere nationale regler består

Artikel 80-84 indarbejder in-house-reglerne i forordningen. Artikel 80, stk. 5, fastslår:

“Member States may maintain or adopt stricter national provisions on the contracts excluded pursuant to this Article.”

Professor Kirsi-Maria Magga fra University of Lapland, der åbner Nordic Public Procurement Forum i november, var blandt de første til at pege på bestemmelsen. Hun fremhæver, at den ikke fandtes i det udkast, der blev lækket i sommer, og at konsekvensen er, at Finland ikke skal ophæve sine begrænsninger for in-house-selskabers salg til det private marked. Heller ikke Italien, Spanien, Litauen eller Polen behøver ændre deres skærpede in-house-regler. Magga forudser, at der kan komme flere tilsvarende indrømmelser til medlemsstaterne undervejs i forhandlingerne.

Forskellene mellem landene forsvinder altså ikke på netop det område, hvor de betyder mest i praksis. En dansk leverandør, der byder ind i Finland eller Polen, møder fortsat et andet regelsæt end herhjemme.

Mindre omtalt er artikel 80, stk. 6: undtagelsen bortfalder, hvis kontrakten videregives fuldt ud til en underleverandør.

4. Europæisk præference er en mulighed — ikke et krav

Artiklerne 70-77 opbygger en trinvis ramme, hvor ordregivere kan begrænse deltagelse, stille oprindelseskrav, give prisreduktioner eller bonuspoint — og efter artikel 73 afvise tilbud med under 50 % europæisk indhold.

Markevičius beskriver det som en “Buy European”-hældning uden fuld protektionisme: ordregivere vil have lov til — ikke være forpligtet til — at udelukke bud med under 50 % europæisk indhold, begrænse visse udbud til EU-aktører eller favorisere EU-virksomheder i strategiske sektorer.

Sondringen er væsentlig, og den er gået tabt i en del af dækningen. Bemærk samtidig, at artikel 72 og 75 giver Kommissionen adgang til ved delegerede retsakter at begrænse dækningen eller gøre præference obligatorisk. Rammen kan altså stramme sig efter vedtagelsen, uden at forordningen genåbnes.

Markevičius noterer desuden, at forordningen dækker alle sektorer undtagen forsvar. Det bekræftes af artikel 78, hvorefter forsvarskontrakter fortsat er omfattet af direktiv 2009/81/EF. Rene forsknings- og udviklingsydelser er undtaget efter artikel 79.

5. Tidslinjen står i forslaget

Artikel 149 fastsætter, at forordningen finder anvendelse to år efter vedtagelsen.

Den udbredte uenighed om 2029 eller 2030 er derfor ikke en uenighed om forordningen, men om hvor lang tid Parlamentet og Rådet bruger. Mikala Berg Dueholm, partner og advokat (L) hos DLA Piper, læser sigtet som politiske forhandlinger afsluttet ved udgangen af 2027 og anvendelse fra omkring 2030. Markevičius taler om mindst to år før ikrafttræden og opsummerer det sådan: er det banebrydende? Nok ikke endnu — vi må forvente ændringer undervejs i lovgivningsprocessen.

De nuværende regler kommer altså til at styre dine udbud i mindst tre år endnu, og det nye regelsæt bygger videre på dem.

Hvad det betyder for national ret

Berg Dueholm opstiller den danske konsekvens, som i substansen gælder på tværs af medlemsstaterne: de tre direktiver ophæves og erstattes af én forordning, og fordi en forordning gælder direkte i medlemsstaterne, kan den danske udbudslov ikke fortsætte i sin nuværende form.

Hun fremhæver desuden, at de nye kapitler om sikkerhed og forsyningssikkerhed sammen med reglerne om europæisk præference også skal gælde for kontrakter under PSO-forordningen — en pointe, ingen andre gennemgange har nævnt, og som rammer den kollektive trafik direkte.

Retningsskiftet

Šarūnas Neniškis, advokat hos Ellex i Litauen, der taler på Nordic Public Procurement Forum om national sikkerhed og forsyningskæder, hæfter sig ved noget andet end procedurerne. Her i hans egne ord:

“What surprised me most about the Commission’s proposal is the extent to which public procurement is being reoriented from a system primarily focused on effecting internal market and rigorous procedural matters to one that should serve as a tool for European economic security, industrial policy, and supply chain resilience.”

Han peger på, at Kommissionen tilsyneladende er klar til at bevæge sig væk fra den traditionelle logik, hvor begrænsninger over for leverandører fra tredjelande krævede en særlig retlig eller politisk begrundelse. Den foreslåede tilgang til varers oprindelse, herunder mulige “Made in EU”-krav, rejser efter hans opfattelse et mere grundlæggende spørgsmål: hvor langt må en ordregiver gå i at favorisere europæiske forsyningskæder frem for potentielt billigere alternativer?

“It will be particularly interesting to see how the new security and resilience considerations will interact with the principles of equal treatment, proportionality and competition in individual procurement procedures.”

Og han sætter en målestok for, hvornår reformen kan kaldes vellykket: om den giver ordregiverne effektive redskaber uden at skabe ny retsusikkerhed for virksomhederne.

Procedurerne

Tre hovedprocedurer erstatter det nuværende system: en åben procedure med minimum 20 dages frist (artikel 34), en dynamisk procedure med løbende adgang (artikel 36-40) og en innovationsprocedure bygget op om en problemformulering (artikel 41-45). Forhandling er tilladt gennem hele forløbet (artikel 33). Dertil kommer en særlig procedure for kriser og enekilder (artikel 46-48).

Hvad reformen betyder for praksis

Professor Willem A. Janssen, Universiteit Utrecht, der åbner konferencen sammen med Magga, fremhæver tre bevægelser i reformen. Her i hans egne ord:

“The EU is really choosing to put green, social and strategic centre stage in the procurement rules.”

“Buyers get more room to buy, but are also expected to be more transparent.”

“More room to cooperate amongst public authorities, more room to negotiate, meaning that the need for professional public procurement is more vital than ever.”

Den anden pointe er værd at dvæle ved: fleksibilitet og gennemsigtighed trækker i hver sin retning i praksis. Jo mere rum ordregiver får til at forhandle og vælge, jo mere skal der kunne dokumenteres bagefter.

Hvor forslaget bliver skilt ad

På Nordic Public Procurement Forum i København den 17.-20. november åbner Willem A. Janssen og Kirsi-Maria Magga konferencen med sessionen “Farewell to the directives — one regulation for European procurement”. Edgaras Markevičius taler om udbud som politisk redskab, og Šarūnas Neniškis om national sikkerhed, tredjelande og forsyningskæder.

Se programmet for Nordic Public Procurement Forum 2026

Kilder

• Europa-Kommissionen, pressemeddelelse IP/26/1817, 9. september 2026
• Forslag til forordning om offentlige kontrakter og koncessioner, COM(2026) 590 final, 9. september 2026
• cosinex Vergabeblog: Public Procurement Act 2026 – Der Vorschlag im Überblick, 10. september 2026 — artikelhenvisninger
• Kirsi-Maria Magga, University of Lapland, LinkedIn, 9. september 2026. Gengivet med tilladelse.
• Edgaras Markevičius, Sorainen, LinkedIn, 10. september 2026, samt skriftlig kommentar til Nohrcon. Gengivet med tilladelse.
• Šarūnas Neniškis, Ellex, skriftlig kommentar til Nohrcon, september 2026. Gengivet med tilladelse.
• Mikala Berg Dueholm, DLA Piper, LinkedIn, 9. september 2026. Gengivet med tilladelse.
• Willem A. Janssen, Universiteit Utrecht, skriftlig kommentar til Nohrcon, september 2026. Gengivet med tilladelse.