Atuarfik Inussuk, Nuuk er en af de 10 nominerede til Årets skolebyggeri 2026. Teksten og billederne er indsendt af KHR Architecture, som har indstillet projektet. Foto øverst: Rasmus Hjortshøj for KHR Architecture.
STEM PÅ DIT FAVORITPROJEKT HER
Atuarfik Inussuk er organiseret som syv bygninger: seks sammenhængende huse omkring en indre gade og en syvende bygning til den tilknyttede daginstitution, som også er en del af byggeriet. Hver aldersgruppe har sit eget hus – en ”skole i skolen” – så en skole med plads til 1.300 børn opleves tryg og overskuelig. Navnet Inussuk betyder ”varde” – en vejviser i landskabet – ligesom skolen skal støtte børnene og vise dem vej i livet.
Grundidéen er, at barnet udvikler sig, og at rammerne skal understøtte den rejse – fra de mest beskyttede rammer til større frihed, ansvar og udsyn. Hver klasse har sit basisrum med plads til klasseundervisning, gruppearbejde og et lille auditorium bagerst i lokalet. Hver klasse har også sit eget dyr fra den lokale flora og fauna, som skaber identitet og hjælper med at finde vej. En blåhval i 1:1 pryder sportshallen.

Den bærende konstruktion er in situ-beton, hvor lokale råmaterialer kan anvendes og transportbehovet reduceres. Betonen er kombineret med træ og farvede tekstiler, og akustik og arkitektur er tænkt sammen fra starten. Tagformerne med højtsiddende ovenlys trækker dagslyset dybt ind og er udformet, så sne ikke ophober sig. Facaden i sibirisk lærketræ kan modstå det arktiske klima med minimal vedligeholdelse.
Udearealerne tager afsæt i Grønlands forskellige typer af landskab. Den eksisterende grøft, der leder smeltevand gennem området, er gjort til en aktiv del af legepladsen. Skolens hjerterum med kantine kan lukkes af, så foreninger og arrangementer kan bruge det efter skoletid, og fællesarealer, sportsfaciliteter og udearealer er tænkt som et offentligt rum for hele Nuuk – året rundt.

Projektet er indstillet af KHR Architecture. Foto: Rasmus Hjortshøj for KHR Architecture.
STEM PÅ DIT FAVORITPROJEKT HER
Afstemningen er åben til og med søndag den 1. november 2026. Se alle 10 nominerede eller læs historien bag Årets skolebyggeri.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.