B313 Climate Challenge Laboratory, DTU Lyngby er en af de 10 nominerede til Årets skolebyggeri 2026. Teksten og billederne er indsendt af CCO Arkitekter, som har indstillet projektet.
STEM PÅ DIT FAVORITPROJEKT HER
Bygning 313 på DTU er organiseret omkring et centralt atrium, der forbinder alle etager visuelt og fysisk og understøtter møder på tværs af fagligheder. Bygningen er opdelt i en laboratoriedel og en kontordel. Da de endelige brugergrupper ikke var fastlagt ved projektets start, er bygningen udviklet som en fleksibel ramme, hvor brugernes behov løbende er indarbejdet.
Bygningen er udviklet til et forskningsmiljø, hvor videndeling og tværfagligt samarbejde er centralt. Atriets opholdszoner og trapper inviterer til både korte møder og længere ophold – de uformelle rum er lige så vigtige som laboratorierne. Universelt design er integreret i hele bygningen, og kunst er placeret i de fælles rum, hvor den indgår i de daglige bevægelser gennem huset.

Kontordelen er opført i bærende CLT, mens laboratoriedelen er i beton af hensyn til stabilitets- og vibrationskrav. Materialevalget er løbende kvalificeret gennem LCA-analyser – fx er atriumtrapperne udført i CLT, som reducerer CO₂-udledningen markant. Facaderne kombinerer aluminium, beton og træ og refererer til nabobygningen B310.
Gårdrummet er formet som et tæt skovrum med ca. 160 træer. Ved regn skifter det karakter fra skov til mere våd natur, hvor vandet tilbageholdes og nedsives. Omkring bygningen opsamles regnvand i grøfter og lavninger, der i tørre perioder står som engarealer med blomstrende planter, og beplantningen bygger videre på de eksisterende biotoper på campus.

Projektet er indstillet af CCO Arkitekter. Billeder indsendt af CCO Arkitekter.
STEM PÅ DIT FAVORITPROJEKT HER
Afstemningen er åben til og med søndag den 1. november 2026. Se alle 10 nominerede eller læs historien bag Årets skolebyggeri.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.