Skolen bliver Sydhavnens nye skib. Et skib, hvor eleverne går ombord for at begynde deres dannelsesrejse. Indvendigt vil skibet opleves som en varieret by, hvor de forskellige rum optræder som byens sædvanlige miks af huse, værksteder, butikker, gader og pladser.
Disse mange forskellige rum giver stor fleksibilitet og skal inspirere til en mangfoldig anvendelse. Og samtidig udformes skolen, så den understøtter dens naturlige rolle som bydelens nye centrum. Et element der var centralt, da JJW ARKITEKTER vandt den internationale arkitektkonkurrence i 2006.
– Vi bringer skolen ud i byen, samtidig med at vi bringer byen ind i skolen. Vi lader nærmest byens gade fortsætte ind igennem skolen på den ene side, mens vi mod havnen åbner skolen helt op. Her gør vi skolens tage til en del af byrummet ved at udforme bygningen således, at det bliver muligt at gå på den. Og inden for udformer vi skolen således, at faglokaler og fælles-faciliteter kan facilitere byen på bedste vis udenfor skolens normale åbningstid, fortæller arkitekt og associeret partner Lars B. Lindeberg fra JJW ARKITEKTER.
SKOLENS PÆDAGOGISKE SÆRKENDE
Sydhavn Skole får særligt fokus på det naturvidenskabelige og med sin beliggenhed ved vandet fokuseres specielt på det maritime. Ved ankomsten passerer man science området med biologi-, fysiklokaler mv. – og til sløjdlokalet, som har fået navnet Værftet, er der porte, som giver mulighed for at tage store projekter med ind i bygningen eller flytte arbejdet ud til vandet udenfor. Vandet bliver en integreret del af børnenes hverdag, og fagfolk fra Det Maritime Ungdomshus har udviklet guidelines for en dagligdag tæt på vandet.
Den nye skole bliver både med sin profil og arkitektur en moderne skole, der understøtter klasseundervisning såvel som tværfagligt projektarbejde. Skolen vil således både kunne optage tidens og fremtidens pædagogiske undervisningsformer. Derudover har arkitekterne fokuseret på at skabe de optimale rammer for personalet, fordi det er en kendsgerning, at de bedste resultater opnås der, hvor skolens personale trives.
Byggefakta:
Bygherre: Københavns Kommune, Børne & ungdomsforvaltningen
Areal: 10.500 m2 (+ 10.000 m2 option)
Arkitekt: JJW ARKITEKTER
Samarbejdspartnere: Rådg. ingeniørfirma Niras, idrætskonsulenterne Fl. Overgaard og Maria Davidsen, PK3 Landskab samt billedkunsteren Peter Holst Henckel
Rådgivningsform: Totalrådgivning
Opførelsesår: Forventes 2009-2014
Projekteringsledelse: JJW Arkitekter
Det er Indehaver og Arkitekt Lars Birn Lindeberg fra JJW Arkitekter, der fortæller om byggeriet i videoen her.
Støberigade
2450 København SV
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.