Ordregivere kan undlade at offentliggøre hele evalueringsmetoden i deres udbudsmateriale. Det har Klagenævnet for Udbud afgjort i en principiel sag. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indbragte sagen for nævnet for at skabe klarhed om, hvordan udbudslovens § 160 vedrørende offentliggørelse af evalueringsmodeller skal tolkes.
Pressemeddelelse 9. august 2017 fra kfst.dk, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, siger:
”Vi indbragte klagen for få skabt juridisk klarhed om udbudslovens regler for offentliggørelse af evalueringsmetoder. Den klarhed har vi nu fået, og vi tager nævnets kendelse til efterretning. Vi vil nu revidere vores vejledninger i overensstemmelse hermed.”
”Ordregivere skal fortsat på forhånd offentliggøre, hvordan de vil evaluere de tilbud, de modtager, men kendelsen betyder, at de ikke behøver offentliggøre hældningsgraden i pointmodeller. Vi vurderer stadig, at det giver konkurrencen bedre vilkår med mest mulig åbenhed om evalueringen, og vil derfor anbefale offentliggørelse, selv om det ikke er et lovkrav.”
Klagenævnet for Udbud har afgjort, at Region Midtjylland overholdt udbudsloven, selv om regionen ikke offentliggjorde hele evalueringsmetoden i materialet til sit udbud af anæstesiapparater og -monitorer. Kendelsen betyder konkret, at hældningsgraden i pointmodeller ikke behøver at blive offentliggjort. Dermed fik Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke medhold i sin klage.
I kendelsen af 8. august 2017 skriver Klagenævnet for Udbud blandt andet:
”Der følger heraf, at der ikke i udbudslovens § 160, stk. 1, er hjemmel til i et udbud som det foreliggende at stille krav som anført i påstand 1 om, at hældningsgraden på den lineære pointmodel, der skulle anvendes ved evalueringen af tilbuddene for så vidt angår det økonomiske underkriterium, angives i udbudsmaterialet.”
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil nu revidere sin ”Vejledning om evalueringsmetoder”, så den bringes i overensstemmelse med kendelsen fra klagenævnet.
For yderligere information kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.
Læs Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens notat om baggrunden for klagen
Læs kendelsen fra Klagenævnet for Udbud
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.