Fællesudbud Sjælland udbød en kontrakt om et fælles indkøbsanalysesystem. Bubobuo A/S blev ikke tildelt kontrakten og firmaet mener at Kommunerne har handlet i strid med udbudsloven ved princippet om ligebehandling, gennemsigtighed og porportionalitet.
Ved udbudsbekendtgørelse nr. 2019/S 220-540159 af 11. november 2019 udbød Roskilde Kommune, Greve Kommune, Lejre Kommune, Stevns Kommune, Slagelse Kommune, Køge Kommune, Solrød Kommune, Guld- borgsund Kommune, Ringsted Kommune, Sorø Kommune, Odsherred Kommune, Kalundborg Kommune, Næstved Kommune, Faxe Kommune, Vordingborg Kommune og Holbæk Kommune i regi af Fællesudbud Sjælland (FUS) som offentligt udbud efter udbudslovens afsnit 2 et fælles indkøbsanalysesystem.
Ved udløbet af fristen for afgivelse af tilbud den 12. december 2019 havde FUS modtaget tilbud fra fire tilbudsgivere, hvoraf KMD A/S, Bubobubo A/S og Trecom blev vurderet konditionsmæssige.
Den 20. december 2019 underrettede FUS Bubobubo A/S om, at KMD A/S ville få tildelt kontrakten efter udløb af standstillperioden den 30. december 2019. Underretningen indeholdt en redegørelse for evalueringen af tilbuddene fra KMD A/S og Bubobubo A/S. Bubobubo A/S gjorde FUS opmærksom på, at der var fejl i udregningen, og den 6. januar 2020 tilbagekaldte FUS underretningen om tildelingen af 20. december 2019.
Den 7. januar 2020 meddelte FUS, at KMD A/S fortsat havde afgivet det økonomisk mest fordelagtige tilbud, hvorfor KMD A/S ville blive tildelt kontrakten. Også denne underretning indeholdt en redegørelse for evalueringen af tilbuddene fra KMD A/S og Bubobubo A/S. Det var anført, at standstillperioden udløb den 17. januar 2020. Den 17. januar 2020 gjorde Bubobubo A/S endnu engang FUS opmærksom på, at der forelå en fejl i evalueringen.
FUS udarbejdede herefter en ny evalueringsrapport af 23. januar 2020, men uden at ændre de tildelte point. Ligeledes den 23. januar 2020 meddelte FUS, at KMD A/S fortsat ville få tildelt kontrakten efter udløbet af standstillperioden den 3. februar 2020.
Kontrakt mellem kommunerne og KMD A/S blev indgået den 5. februar 2020.
Den 11. februar 2020 indgav Bubobubo A/S, der var den tidligere leverandør, klage til Klagenævnet for Udbud over de 16 kommuner. Bubobubo A/S fremsatte ved klagens indgivelse anmodning om, at klagenævnet i medfør af lov om Klagenævnet for Udbud § 12, stk. 1, skulle beslutte, at klagen skulle have opsættende virkning. Den 12. marts 2020 besluttede klagenævnet med henvisning til, at der var indgået kontrakt, ikke at tillægge klagen opsættende virkning. Klagen har været behandlet skriftligt.
Som beskrevet påpegede Bubobubo A/S indledningsvis flere gange fejl i evalueringen, som blev rettet, men som ikke afstedkom en anden endelig vurdering. Den samlede evaluering viser desuden, at tilbuddene fra KMD A/S og Bubobubo A/S ligger tæt, således at selv mindre afvigelser i forhold til den evaluering af tilbuddene i relation til det kvalitative underkriterium, som FUS har foretaget, og som vægtede 60 %, i det konkrete tilfælde som påvist af Bubobubo A/S vil kunne få afgørende betydning for tildelingsbeslutningen.
Som fastslået i adskillige kendelser og som fremhævet af begge parter har en ordregiver et vidt skøn ved evalueringen af tilbuddene i relation til de kvalitative kriterier. Evalueringen må imidlertid ikke være udtryk for et åbenlyst fejlskøn og skal hvile på et sagligt grundlag.
FUS har detaljeret for hvert enkelt af de 9 omhandlede konkurrencekrav meget nøje redegjort for sin stilling til de enkelte kritikpunkter og har efter klagenævnets opfattelse mere end sandsynliggjort, at evalueringen ikke er udtryk for et åbenbart fejlskøn eller i øvrigt er usaglig.
Klagen tages ikke til følge.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.