Fællesindkøb Fyn, Fællesudbud Sjælland, Indkøbsfællesskab Nordsjælland og Vestegnens Indkøbsforum udbød rammeaftale om levering af hobby- og beskæftigelsesmaterialer til 40 kommuner i indkøbsfællesskaberne. AV Form havde afgivet tilbud, men blev ikke valgt, da tilbuddet if. indkøbsfællesskaberne var ukonditionsmæssigt. AV Form har herefter klaget med påstanden, at indkøbsfællesskaberne har handlet i strid med udbudsloven ved uberettiget at afvise tilbuddet.
Afvisningen af AV Forms tilbud var alene begrundet i indkøbsfællesskabernes vurdering af, at mindstekravet i relation til produktgruppe 39 ikke var opfyldt, og at dette skyldtes en forskelligartet fortolkning af begrebet ”assorteret”. Indkøbsfællesskaberne har gjort gældende, at betegnelsen ”assorteret” eller ”assorterede” i tilbudslisten skal læses som ”forskellig” eller ”forskellige”. Denne betydning af ”assorteret” fremgår ikke af udbudsbetingelserne eller af vejledningen til tilbudslisten, som i øvrigt også i nogle varelinjer anvender betegnelsen ”forskellig”.
Ordregiver bærer risikoen for uklarheder i udbudsmaterialet, og indkøbsfællesskabernes brug af udtrykket ”assorteret” har været uklar.
Herefter bestemmes:
Indkøbsfællesskaberne har handlet i strid med principperne om ligebehandling og gennemsigtighed, jf. udbudslovens § 2, ved uberettiget at afvise AV Forms tilbud som ukonditionsmæssigt. Beslutningen af 30. marts 2017 truffet af Fællesindkøb Fyn, Fællesudbud Sjælland, Indkøbsfællesskab Nordsjælland og Vestegnens Indkøbsforum 26. (undtagen Høje-Taastrup Kommune) om at indgå kontrakt med Creativ Company A/S annulleres. Der foreligger ikke særlige forhold, der tilsiger, at kontrakten videreføres, jf. klagenævnslovens § 14 a.
Fællesindkøb Fyn, Fællesudbud Sjælland, Indkøbsfællesskab Nordsjælland og Vestegnens Indkøbsforum (undtagen Høje-Taastrup Kommune) skal inden 14 dage efter modtagelsen af denne kendelse betale 40.000 kr. i sagsomkostninger til AV Form A/S. Klagegebyret tilbagebetales.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.