Staten og Kommunernes Indkøbsservice A/S udbød en rammeaftale om indkøb af konferenceydelser i Danmark. Hvedholm Slotshotel blev i den forbindelse tildelt ”ventelisteplads på rammeaftalen”, og mener dermed at SKI har handlet i strid med principperne om ligebehandling og gennemsigtighed.
Ved udbudsbekendtgørelse nr. 2020/S 215-528121 af 30. oktober 2020 udbød Staten og Kommunernes Indkøbsservice A/S (herefter SKI) som offentligt udbud efter udbudslovens afsnit III en rammeaftale vedrørende indkøb af konferenceydelser i Danmark, ”rammeaftale 16.07 konferencer, seminarer og møder”. Rammeaftalen havde en anslået værdi på 451 mio. kr. SKI forventede at tildele i alt 125 leverandører på rammeaftalen, hvoraf 105 ville være aktive leverandører, og 20 ville være passive leverandører på venteliste. Der var i rammeaftalen på forhånd reserveret et antal pladser til en række nærmere angivne geografiske områder og distrikter. SKI forbeholdt sig ret til at gennemføre skriftlig forhandling med tilbudsgiverne.
Ved tilbudsfristens udløb den 27. november 2020 havde SKI modtaget tilbud på 201 konferencesteder fra 144 aktører. SKI meddelte den 8. marts 2021 tilbudsgiverne resultatet af tilbudsevalueringen, og Sophiendal Slotshotel og Hvedholm Slotshotel blev i den forbindelse tildelt ”ventelisteplads på rammeaftalen”.
Den 15. marts 2021 indgav enkeltmandsvirksomheden Gorm Lokdam på vegne af Sophiendal Slotshotel og Hvedholm Slotshotel (herefter Gorm Lokdam) klage til Klagenævnet for Udbud over SKI. Gorm Lokdam fremsatte anmodning om, at klagenævnet i medfør af lov om Klagenævnet for Udbud § 12, stk. 2, skulle beslutte, at klagen skulle have opsættende virkning. Den 13. april 2021 besluttede klagenævnet ikke at tillægge klagen opsættende virkning. Klagen har været behandlet skriftligt.
Klagenævnet udtaler:
I kendelse af 13. april 2021 udtalte klagenævnet blandt andet:
”Evalueringskrav 8
Af kravsspecifikationen vedrørende ”EK8” fremgik, at ”antallet af gratis parkeringspladser som tilbudsgiver tilbyder indenfor 250 meter” skal angives i ”celle D33”. Det eksempel på en udfyldt tilbudsliste, som var indeholdt i tilbudsmaterialet, var i cellen under ”tilbydes” udfyldt med et tal og ikke et kryds. Der er herefter ikke grundlag for at konstatere, at skemaet og det anførte vedrørende evalueringskrav 8 var misvisendeDa det er Gorm Lokdam som tilbudsgiver, der bærer risikoen for fejl og ufuldstændigheder i tilbuddet, og da SKI desuden ikke er forpligtet til at lade tilbudsgivere supplere, præcisere eller fuldstændiggøre deres tilbud, jf. udbudslovens § 159, stk. 5, er der på det foreløbige, foreliggende grundlag ikke udsigt til, at Gorm Lokdam får medhold i sin påstand vedrørende pointgivningen for så vidt angår evalueringskrav 8.
Evalueringskrav 11
Efter indholdet af tilbuddet og de foreliggende supplerende oplysninger fra Gorm Lokdam fremgik det ikke klart, hvorledes ”DS Standard” på tilsvarende vis opfyldte kravene til de egenskaber, som Green Key er et bevis for, ligesom der ikke fremgik nærmere oplysninger om, hvilken certificering ”DS Standard” er udtryk for. Da det som anført ovenfor er tilbudsgiveren, der bærer risikoen for fejl og ufuldstændigheder i tilbuddet, og da der efter de foreliggende foreløbige oplysninger i øvrigt ikke er grundlag for at konstatere, at SKI har handlet usagligt i forbindelse med evalueringen og pointgivningen til Gorm Lokdam vedrørende evalueringskrav 11, er der på det foreløbige, foreliggende grundlag heller ikke udsigt til, at Gorm Lokdam får medhold i sin påstand vedrørende pointgivningen for så vidt angår evalueringskrav 11.”
Da der ikke under den efterfølgende behandling af sagen er fremkommet oplysninger, som er af væsentlig betydning for sagen, og da de supplerende bemærkninger, som Gorm Lokdam er kommet med, ikke fører til en anden vurdering, tager klagenævnet ikke klagen til følge.
Efter udfaldet og sagens forløb og omfang skal Gorm Lokdam betale sagsomkostninger til SKI som nedenfor bestemt.
Herefter bestemmes:
Klagen tages ikke til følge.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.