D. 4. juli 2022 indgav DiaLab, Dansk Diagnostika- og Laboratorieforening (herefter ”DiaLab”) klage til Klagenævnet for Udbud over Region Midtjyllands indkøb af antigentest til selvtest (herefter ”hurtigtest”, ”selvtest” eller ”antigentest”) ved direkte tildeling i perioden 15. februar 2021 – 22. december 2021 som led i Sundhedsstyrelsens risikovurdering, strategi og tiltag under COVID-19-epidemien i Danmark.
Klagenævnet for Udbud bemærkede bl.a.:
Påstanden drejer sig om Region Midtjyllands direkte tildeling af aftaler om levering af SARS-CoV-2 antigentests i perioden 15. februar 2021 – 22. december 2021 i medfør af udbudslovens § 80, stk. 5, og om betingelserne i denne bestemmelse har været opfyldt for regionens indkøb.
Efter udbudslovens § 80, stk. 5, kan en ordregiver anvende udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse i strengt nødvendigt omfang, hvis tvingende grunde som følge af begivenheder, som ordregiveren ikke har kunnet forudse, gør det umuligt at overholde fristerne for offentlige udbud, begrænsede udbud eller udbud med forhandling.
Det følger af EU-Domstolens praksis, at bestemmelsen er en undtagelsesbestemmelse, der skal fortolkes indskrænkende, og at bevisbyrden for, at der foreligger særlige omstændigheder, som berettiger til at anvende undtagelsen, påhviler den, der vil påberåbe sig dem, jf. bl.a. EU-Domstolens dom af 18. november 2004 i sag C-126/03, Europa-Kommissionen mod Tyskland, præmis 23 (om dagældende artikel 11, stk. 3, litra d), i direktiv 92/50).
Der er således tale om en snæver undtagelsesbestemmelse, og bevisbyrden for, at den finder anvendelse, påhviler Region Midtjylland.
Det følger desuden af EU-Domstolens praksis, bl.a. af dommen i C-126/03, præmis 23, at der er tre kumulative betingelser, som skal være opfyldte, for at bestemmelsen finder anvendelse. Anvendelsen forudsætter,
1) en uforudseelig begivenhed,
2) en uopsættelighed af tvingende karakter, der ikke tillader at overholde de frister, som kræves ved andre fremgangsmåder (akut behov), og
3) en årsagsforbindelse mellem den uforudseelige begivenhed og den deraf følgende tvingende uopsættelighed.
Klagenævnet fandt bl.a.:
Det er klagenævnets vurdering, at det ikke har været muligt for Region Midtjylland at sikre behovet for selvtests ved gennemførelse af udbud, herunder ved hasteudbud, eller via det dynamiske indkøbssystem.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.