Den 26. november 2020 afsagde klagenævnet kendelse vedrørende påstand 1 i sagen. Klagenævnet besluttede efter modtagelsen af klagen at udskyde behandlingen af EL-TECH TEAM ApS’ påstand om erstatning, indtil klagenævnet havde taget stilling til påstand 1. Denne kendelse vedrører erstatningspåstanden, som lyder:
”Påstand 2 Indklagede tilpligtes til at betale 1.095.085,80 kr. med tillæg af procesrente fra klageskriftets indlevering til betaling sker.”
AAB Vejle har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.
Spørgsmålet om erstatning har været behandlet på skriftligt grundlag.
Erstatningsgrundlag:
Ved kendelsen af 26. november 2020 konstaterede klagenævnet, at AAB Vejle under udbuddet har overtrådt tilbudsloven.
Ad erstatningskravet:
EL-TECH TEAM ApS har endeligt opgjort tabet til 1.095.085,80 kr. baseret på en årlig mistet avance på 365.028,60 kr. og en kontraktperiode på 3 år.
Opgørelsen af kravet indeholder usikkerhedsmomenter, herunder med hensyn til dækningsbidragets størrelse.
Den vedlagte dokumentation, herunder revisorberegningerne og årsrapporten, understøtter ikke i tilstrækkelig grad størrelsen af det fremsatte krav.
Klagenævnet har derfor skønsmæssigt fastsat erstatningsbeløbet til 450.000 kr. som en passende erstatning for virksomhedens positive opfyldelsesinteresse med hensyn til den 3-årige kontrakt.
Påstanden om erstatning, der er nedlagt i klagen og forhøjet første gang i replikken, tages derfor til følge med rente som nedenfor bestemt.
Herefter bestemmes:
AAB Vejle skal til EL-TECH TEAM ApS betale 450.000 kr. med procesrente af 380.000 kr. fra den 6. februar 2020 og procesrente af 70.000 kr. fra den 13. marts 2020.
AAB Vejle skal i yderligere sagsomkostninger til EL-TECH TEAM ApS betale 20.000 kr.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.