D. 15/12 2021 iværksatte Region Hovedstaden en fornyet konkurrence (et »miniudbud«) i henhold til SKI-rammeaftale 50.07.03. Miniudbuddet vedrørte genanskaffelse af 3.000 antivirus-licenser. D. 22/12 2021 annullerede Region Hovedstaden miniudbuddet. Dagen efter indgik Region Hovedstaden en aftale med Atea om levering af 3.600 (senere udvidet til 3.800) antivirus-licenser i en periode på 36 måneder fra 23. december 2021 til og med 31. december 2024. Prisen for licenserne var 219.645,15 USD. Aftalen med Atea blev indgået på baggrund af en direkte tildeling.
Klagenævnet fandt bl.a., at Region Hovedstaden har handlet i strid med principperne om ligebehandling og gennemsigtighed i udbudslovens § 2 ved at have foretaget en direkte tildeling på SKI-rammeaftale 50.07 til Atea A/S d. 23. december 2021 vedrørende indkøb af antivirus-licenser i strid med rammeaftalens bestemmelser, jf. udbudslovens § 99, stk. 1. Region Hovedstadens beslutning af 23. december 2021 om at tildele en kontrakt om levering af antivirus-licenser til Atea A/S annulleres. Klagenævnet erklærer kontrakten indgået med Atea A/S den 23. december 2021 om køb af antivirus-licenser for uden virkning fra den 25. januar 2023. Region Hovedstaden skal betale en økonomisk sanktion på 30.000 kr. til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse. Læs mere om vores brug af cookies og vores privatlivspolitik.